Tantra og æterisk energi

Tantra og æterisk energi hænger tæt sammen. Men hvad betyder det, og hvad er den æteriske energi? Er det nødvendigt at forholde sig til?

Ja, det synes vi. Du kan sagtens forstå meget om tantra og arbejde med proces uden at vide, at du arbejder med den æteriske energi. Men det hjælper at blive bevidst om det. Det åbner sprækker i sex og i hverdag. Og for nogle er det det, tantra handler om.


Den æteriske energi er en del af et menneskes aura. Fra mennesker, som er i stand til at se energi, ved man, at auraen består af forskellige lag: det fysiske, det æteriske, det astrale, det mentale og det spirituelle.

Den æteriske energi er den del af auraen, som ligger tættest på det fysiske. Herefter kommer det astrale, det mentale (omkring hovedet) og yderst ligger den spirituelle aura som en elipse omkring hele mennnesket. Jordpunkt og essenspunkt - som ofte bliver omtalt her på Tantraforum.dk - er yderpunkterne i den spirituelle aura.

Vi vil ikke gå i dybden med de andre niveauer her, men henvise til "Håndbog om healing" af Anne Sophie Jørgensen. Den kan lånes på biblioteket eller købes på norsk her: 
Link: 

Den æteriske energi

Den æteriske energi kaldes også livsenergien og ligger altså tæt omkring den fysiske krop og gennemstrømmer denne. Den har at gøre med vores livskraft, vores fysiske sundhedstilstand og vores vitalitet. 

Det æteriske kan opleves som en glitrende strøm omkring mennesket, og det er også det, vi oplever, når vi ser solens funklen i bladene på et nyudsprunget træ. Om foråret strutter naturen af højpotent æterisk energi, ligesom der er en særlig æterisk ladning omkring kønscellerne i æggestokke og testikler. Den æteriske energi er selvfølgelig nemmest at mærke der, hvor den stråler udfra en levende overflade, dvs. på huden, omkring planters blade og omkring summende insekter, mens den indre del kan sværere at se og forestille sig. Men ligesom de andre auriske lag, går det æteriske altså også tværs igennem os.

Vi kommer til verden med en frisk og ny æterisk energi, som vi gennem livet skal pleje og forny. Derfor er der også ekstra meget æterisk energi omkring børn, unge og nyfødte.

Vi er i den moderne, vestlige verden relativt velinformerede om, hvad der skal til for at holde kroppen sund. Og meget af det, som er godt for kroppen - motion, sund kost, passende søvn og hvile - er også yderst vigtigt for det æteriske.

Men det æteriske påvirkes desuden af faktorer, som vi ikke nødvendigvis plejer at tænke på som afgørende for vores sundhed. Det handler bl.a. om kontakt med naturen, med vand, at få nok lys og at minimere påvirkningen fra elektriske apparater. 

Æterisk energi og seksualitet

Den æteriske energi er tæt knyttet til seksualiteten. En naturlig strømmende seksuel lyst baserer sig på en æterisk energi, som er i balance og strømmer frit. Tilsvarende kan lysten til sex styrkes ved at være opmærksom på, hvad der nærer det æteriske. 

I den vandrette seksualitet er den seksuelle lyst i høj grad styret af billeder, fantasier og emotionelle stemninger. Disse fænomener knytter sig til det astrale lag i auraen. I den lodrette seksualitet opstår der en større samstrømning mellem den seksuelle lyst og det æteriske. En af vores definitioner på tantra handler om at gå fra en vandret til en mere lodret seksualitet - eller sagt på en anden måde: at gå fra astral tænding til æterisk tænding.

Æterisk tænding

Når den seksuelle lyst springer ud af det æteriske, kan det opleves mere afslappet, flydende og uden et defineret mål. Det er skønt at være til stede dér, hvor man er, og begær efter mere eller efter orgasme fylder mindre. Seksualiteten kan da opleves som en flod, man kan vælge at tage ud at bade i. Uanset hvad, er floden der hele tiden - om vi er bevidst om den eller ej. På samme måde er seksualiteten en underliggende strøm i livet, som vi kan vælge at tage kontakt til.

Den æteriske tænding skal forstås i bredere forstand som en sanselig, nydelsesfuld tilstand. Den har at gøre med libido og livsglæde og det at være til stede i nuet. Den behøver derfor ikke nødvendigvis at udfolde sig i fysisk seksualitet, den kan også omsættes i andre aktiviteter eller i ren væren. På den måde er der sådan set slet ikke tale om tænding, men netop om en konstant strømmende flod, man kan vælge at springe i.

Det æteriske, seksuelle møde

At befri seksualiteten fra det astrale fængsel, så den kan strømme friere som æteriske energi, er for de fleste en langstrakt, tantrisk proces. Men du kan naturligvis hjælpe den på vej ved at invitere det æteriske ind i det seksuelle møde.

1 Meditation
Mediter sammen med din partner før, under eller efter sex. Særligt meditationer, hvor I har fysisk kontakt og samtidig arbejder med åndedrættet, er gode til at invitere den æteriske energi. Prøv f.eks. øvelsen "Ryg mod ryg" s. 86 i "Den nye tantra" af Anne Sophie Jørgensen. 
 
2 Healing og massage
Healing og massage er i sig selv en aktivitet, hvor man kommunikerer gennem det æteriske. Hvis I tilmed udveksler healing og massage med opmærksomhed på det æteriske, f.eks. ved at have opmærksomhed på åndedrættet imens, forstærkes effekten. Brug evt. øvelsessamlingen Rør ved mig.
 
3 Åndedræt
Gennem åndedrættet fornyer vi konstant den æteriske energi, som vi udveksler med verden omkring os. Ved at være bevidst om åndedrættet styrker du kontakten til den æteriske energi. Brug det under sex, hvor I f.eks. kan lade jeres åndedræt synkronisere sig (hvis muligt) eller lade bevægelserne glide i takt med åndedrættet. Du kan også selv blot have opmærksomhed på vejrtrækningen eller forestille dig, at du trækker vejret ind og ud gennem hjertet eller kønsorganerne.
 
4 Vand
Dyrk sex i kontakt med vand. Alt efter hvad I har til jeres rådighed, kan det være i brusebadet, karbadet, havet eller andet. Dyrk sex med bevidstheden om at vandet ikke bare er et spændende indslag, men en sand velsignelse af æterisk energi. Find inspiration i øvelsen "Det daglige, velsignede brusebad"