Sanselig sex i sneen

En mild og kold vinterdag på vandretur fik hun pludselig lyst til at dyrke sex i sneen. Det blev meget sanseligt og anderledes. Der var en større og anderledes oplevelse af hende selv og omgivelserne. Hun tænker idag, at det var naturen, der tændte hende - og virkede - gennem den æteriske energi.

Hun var på en almindelig vandretur med sin partner. Det var en kold vinterdag med et fint lag sne over det hele. Pludselig tændes hendes seksualitet: Harachakraet mærkes tydeligt, og det begynder at boble. Han mærker også lysten stige, og de dyrker sex i sneen. Det bliver en kraftfuld og anderledes oplevelse. Hun mærker kontrasterne og omgivelserne kraftigere end ellers og mærker desuden nogle specielle energilag.

Dengang koblede hun ikke oplevelsen til det æteriske, men hun tænker i dag, at det handlede om det. At seksualiteten blev vakt ved hendes krops æteriske kontakt til naturen. Og at hun i den sexakt var åben overfor det æteriske energilag, som er mere end det fysiske.

Maskulin kraft i vandrestøvlerne

“Vi går med afstand til hinanden. Jeg går forrest og nyder at være ude i naturen sammen med ham. Jeg elsker, når min kæreste vil gå tur med mig. Den maskuline kraft, der ligger i ham, når han tager vandrestøvler på og traver med mig gennem skoven. Jeg bliver glad om hjertet, sanser den fine rene sne og nyder at indånde den klare og friske luft", fortæller hun.

Hun fortsætter:

"Vi går på en sti, som ikke er prepareret, og på grund af sneen føles det, som om vi går midt i skoven tæt omslynget af træer. Pludselig får jeg kontakt med mit harachakra, jeg mærker det tydeligere, og det begynder ligesom at boble. Mine kønsorganer rører på sig. Jeg får lyst til sex. Jeg lader energien fylde og tror nok, jeg når at tænke, om det mon kan lade sig gøre her midt i skoven på en snefuld frostdag“.

“Jeg stopper op, venter til min kæreste indhenter mig, men siger ingenting. Jeg kysser ham. Ikke bare sådan let og hurtigt, men dybt, inderligt og i lang tid. Jeg lader ham forstå og mærke, at jeg har lyst til ham. Energien mellem os vokser, og jeg mærker, at jeg bliver våd. Jeg undgår at snakke – vil ikke bryde energien, så jeg kigger mig omkring i skoven uden at sige, hvad jeg har i tankerne”, husker hun.

De elsker midt i sneen

Hendes kæreste tager sin jakke af, så hun kan ligge på den i sneen. Det er koldt for den del af hendes krop, som ikke har noget underlag, men snart har hun andet at tænke på:

“Dér midt i sneen elsker vi. Jeg husker, at jeg kigger op i træerne, som er hvide af sneen. Det er smukt, og luften er helt ren og klar, fyldt med en vibrerende energi, som, jeg tænker, er den æteriske energi. Kun kulden får os hurtigt på fødderne efterfølgende, så vi kan pakke os ind igen. Vi går i stilhed hjemad med en stærk hjertekontakt. Mætte og tilfredse - og med et lille smil på læben”, fortæller hun.

Kontrasterne var større

Undervejs i sexakten havde hun en følelse af at mærke kontrasterne meget kraftigere end ellers: kontrasterne mellem den friske kolde luft og den varme krop inde under tøjet - og mellem den fine, hvide sne og deres tøjs mørkere farver. Det stod meget skarpt, oplevedes meget kraftigt.

“Den heftige oplevelse af kontrasterne er egentlig svær at beskrive, men det var sådan, det var. På en god måde. Jeg tror, det er en af de kvaliteter, der knytter sig til en mere bevidst oplevelse af det æteriske - at man oplever alting kraftigere - som f.eks. de naturlige kontraster. Og en stærkere oplevelse af kontrast er i det her tilfælde selvfølgelig noget godt, det var rigtig fedt”, fortæller hun.

Det æteriske gør det mere intenst

Hun tænker også, at der var tale om en æterisk oplevelse, fordi det hele var så intenst:

“Det var mere vibrerende, mere levende, mere pulserende og vitalt, end når jeg ellers dyrker sex”, fortæller hun, "det var som om, der ud over cirkulation og samarbejde mellem vores fysiske kroppe også var et æterisk samarbejde – både mellem os, men også mellem os og naturen".

Og hun tænker, at det simpelthen var naturen, der havde vakt hendes seksualitet gennem det æteriske. Naturen har en meget kraftig æterisk energi, især når den ikke er så passet og plejet. Og på denne snefyldte dag var det, som om renheden og stilheden gav skoven ekstra meget af det. På en måde føltes det, som om hendes egen æteriske energi sansede skovens æteriske energi – hvilket vakte hendes seksualitet.

Flere slags energi

“Det var, som om der var flere slags energi til stede. Jeg oplevede bl.a. en energi, som rakte ud over det kropslige og fysiske”, husker hun. ”Det var, som om noget ”tog” mig – jeg blev revet med af noget, som var råt og fint på samme tid”. 

Hun var simpelthen “ude i det æteriske”, havde åbnet sig for det lag i auraen, hvor fra man mærker naturen og kroppen ekstra meget.

Hendes erfaring er nu, at hun ikke behøver at vide, hvad det æteriske er for at arbejde med det. Det er ikke noget, hun føler, hun kan indfange - hun prøver blot at åbne sig for det - for at gå ind i det.

Og øvelsen er nogle gange at sætte tempoet ned, trække vejret dybt og give opmærksomhed til sanserne. Særligt til alt det som kan sanses fra naturen og omgivelserne.