Æterisk energi - uddrag fra "Hel"

Vi bringer her et uddrag af Bolette Schiøtz' bog fra 2006, "Hel". Den er en let forståelig guide til grundlæggende begreber inden for selvudvikling og meditation - her får du afsnittet om 'Æterisk energi'.

Den æteriske energi gennemstrømmer hele den fysiske krop og vibrerer også i et kropsnært lag uden om kroppen. Den er en slags bro mellem kroppen og bevidstheden. Jo friere det æteriske vibrerer og strømmer, des bredere er broen, og jo bedre bliver kroppen vedligeholdt. Når et legeme er dødt, er der ingen æterisk energivibration.

Vi strutter af energi, når vi er veloplagte, sunde, engagerede og aktive. Men energien kan gå i stå, når vi er sløje, nedkørte, udbrændte eller syge. Den kan være blokeret eller strømme ujævnt. Den æteriske energi er helt afgørende for vores helbred og kaldes ofte for sundheds- eller helbredsauraen. Ordene bioenergi og æterlegeme refererer også til den æteriske dimension.

Der findes en speciel fotografisk teknik – opfundet af S. og V. Kirlian i Rusland i 1930’erne – der kan affotografere den æteriske energi. Et billede taget med dette fotoapparat af f.eks. en hånd, viser en pelsagtig udstråling omkring hånd og fingre.

Varetagelse af det æteriske

Ligesom man kan gøre meget for at styrke sin fysiske krop, kan man styrke sin æteriske energi gennem en rimelig balance mellem aktivitet og hvile. Massage, healing, ophold i naturen, åndedrætsøvelser, yoga, Tai Chi, frisk mad osv. virker stimulerende på det æteriske.

Der er ikke ét livsmønster, der er det rigtige for alle. Hver person må finde ud af, hvad kroppen har brug for, og hvad der passer til hans eller hendes livsstil og alder. Generelt kan man sige, at det er mere gavnligt for det æteriske at gå en tur og spise et æble end f.eks. at lægge sig på sofaen med en pose chips og en cola. Usund levevis, dovenskab, negative tanker og følelser tærer på det æteriske. Det kan give svage områder eller generel svækkelse, som gør én mere modtagelig for sygdomme og skader.

Øvelse: Styrkelse af det æteriske

• Læg dig på en sofa, på en madras på gulvet eller på din seng. Sørg for at du ikke bliver forstyrret i den næste halve time.
• Træk vejret dybt og roligt 8-10 gange og slap rigtig godt af.
• Forestil dig nu at du ligger i vandkanten på en dejlig strand i bagende solskin. Lad vandet skylle ind over dig og lad solen varme dig.
• Efter ca. 20 minutter giver du dig god tid til at strække hele kroppen igennem.


Du kan købe bogen via dette link
Link: