Det blev for lidt med den anden metode

De fik barn sammen fornylig, og tantra blev svært. Seksualiteten måtte vige for, at moderen kunne komme sig og for barnets uforudsigelige krav. Manden foreslog en mere disciplineret metode, der løste problemet. Nu bringer tantra lyst og glæde i hverdagen.

Han mærkede egentlig ikke problemet. Barnet klynkede og skulle passes, og kvinden havde ondt efter fødslen.
Seksualiteten passede ikke rigtigt ind, og han forfaldt til en gammel tendens med at underspille sine behov. Han tænkte nærmest ikke på sex, og de gjorde det kun, når de lidt for sjældent havde lyst.

Men så en dag tog han sig sammen til at tage initiativ: Han foreslog, at de fik faste aftaler omkring sex. Hun var med på ideen, og de lavede en klar aftale om at gøre det to gange om ugen. Tirsdag og fredag. Det virkede.

Tidsproblemet

”Det værste er tidsproblemet. Man kan ikke styre sin tid selv. Den kan ikke lægges i så forfærdelig faste rammer, når du har en nyfødt”, fortæller han om tiden efter, at barnet kom til.

Han fortsætter: ”Sådan et lille barn kræver jo ofte trøstning, mad og skiftning – og det skal ske med det samme, også selvom man ligger og dyrker sex. Man kommer ikke ud over, at barnet vågner midt i det hele, det hører med til gamet”.

De tog det på ”inspirationen”

I perioden efter fødslen dyrkede de kun sex, når de havde lyst, dvs. når de var inspireret til det. Men det blev for lidt på den måde. For desværre faldt det dem begge to nemt at underspille deres behov for sex, og desuden gjorde det jo decideret ondt på hende, fordi hun lige havde født.

”Der gik over en uge imellem, vi dyrkede sex, dengang. Og mærkeligt nok var det ikke svært for os. Jeg har læst et sted, at man skal tage den med ro efter fødslen for kvindens skyld. Der er en naturlig træthed hos hende oven på hele graviditeten. Men de første to måneder var simpelthen lukket land, sådan føltes det. Det var som forventet lidt tungt at danse med," fortæller han.

Det kommer ud på en eller anden måde

Selvom han havde en lovlig god erfaring med at neddrosle sine behov, så kommer det altid ud på en eller anden måde, at man ikke får, hvad man har brug for. Man kan ikke bare fjerne sit behov for sex. Og det viser sig på en træls måde.

”Jeg er egentlig ikke helt klar over, hvordan det undertrykte seksuelle behov sniger sig ud, men jeg bliver nok mere stiv og tænksom. Hverdagen flyder vist ikke så godt for mig, når jeg ikke tager mig af den del af livet. Der mangler lyst og libido, også imellem mig og min partner. Jeg skal desuden bruge kræfter på at tænke det væk”, fortæller han, og fortsætter: ”Jeg kan generelt godt gå ned på et lavere niveau, hvad sex angår, men det er egentlig lidt skræmmende at have den evne, for det er jo ikke det, jeg vil.”

Løsningen var disciplin og planlægning

”Jeg må nok sige, at det mest var mig, der var obs på, at det var noget roderi. Det virkede ikke på den måde, vi gjorde det på. Så jeg tog initiativ til at ændre det, men det tog alligevel lidt tid for os at finde ud af, hvordan vi skulle gribe det an”, husker han.

Løsningen var klar og enkel: De fik lavet en aftale om at dyrke sex to faste dage om ugen - lige i øjeblikket er det tirsdag og fredag. Og den plan skal holdes. Der skal ikke ske så meget andet de aftener, og det skal heller ikke blive for sent. Og modsat hvordan mange andre par har det med disciplin, hvor holdningen ofte er, at det er dræbende for lysten, var det heldigvis ikke noget problem for denne mand og hans kvinde at lægge seksualiteten i en fast form.

Tantra og hverdag som en polaritet

Efter de fik strammet op på seksualiteten, viste der sig flere gode sideeffekter ved samspillet mellem tantra og hverdag. Han oplever mere frihed i sin hverdag, og lysten kommer ind på uventede tidspunkter. Han ser hende i højere grad som en seksuel kvinde, helt konkret på mange forskellige tidspunkter i løbet af dagen, simpelthen fordi seksualiteten har fået den plads to gange om ugen. Der er en større åbning mellem dem.

”Det er helt tydeligt, at det giver noget til os begge to. Man får en bedre balance, man opdager jo hinanden i hverdagen, de små trakasserier bliver nemmere at have med at gøre, når det flyder med tantra og sex i det hele taget. Der kommer libido, der ikke kun er fastholdt til den tid, vi har sex. Det giver f.eks. opmærksomhed på ens partner, den kvinde hun nu er. Jeg kan nu i langt højere grad nyde det der kvindelige element i hverdagen, en fræk røv, eller den glædelige opdagelse, at hun har glemt at tage bh på i dag”, griner han.

”Nu er mandigheden og kvindeligheden en skøn ting i hverdagen, som det er dejligt at være opmærksom på. Tantra er nu simpelthen med til at binde det hele sammen”, slutter han.