Mere mand i parforholdet

Tema "Mænd og aggression" - februar 2014

Og når vi siger mand, mener vi mand med det hele - og det betyder inklusiv aggressionskraft. Når manden får lov at fylde mere, kan kvindens kraft sjovt nok også komme mere til sin ret. At manden skruer op, betyder altså at kvinden også kan skrue op - til glæde og gavn for dem begge.

1 Lad manden bestemme over sex
Han bestemmer, hvornår og hvordan der skal være sex. Og ja, det kan være, at hun ikke lige har lyst, men han må da selvfølgelig gerne gøre det, han ved, der skal til, for at hun får det. Hvis han synes. Dette er især en værdifuld øvelse, hvis kvindens nej'er i for lang tid har lukket ned for seksualiteten. Mænd har jo lært, at de ikke må tage kvinder med vold (og det er godt!), men i deres forhippethed på at undgå at presse kvinden, kan det aggressive element i seksualiteten være blevet udsultet. Og manden har helt glemt at mærke, hvad han egentlig har behov for seksuelt. Her giver vi ham carte blanche til at finde ud af det.

Dette er naturligvis en aftale, man laver med sin partner, og begge skal sige ja til det samt kunne se en pointe i det. Man kan evt. aftale at prøve det i en afgrænset periode.
 
2 Arbejd med rodpunktet
Rodpunktet sidder mellem anus og pungen, og her kan man mærke roden af penis. Dette punkt kan stimuleres på forskellig vis og gerne med fast hånd - spørg ham, hvordan det skal være. Gennem rodpunktet kan manden få kontakt ned til jordpunktet og den seksualitet og aggression, som ligger her. Kvinden kan gøre det, manden kan gøre det selv, og han kan meditere på det. At opbygge kontakten til rodpunktet er en energimæssig genvej til aggressionskraften.
 
3 Han tager ansvar for børnene (ikke bare legetid - også ansvar!)
Og kvinden bedes lade være med at blande sig. De fleste kvinder har lige så travlt som deres mænd, så der kan ingen skade ske ved, at han i perioder står med ansvaret for børnene. For de fleste moderne kvinder vil det være en befrielse at give slip på kontrollen her, så de kan synke ind i mere nærvær, mens han fx i de lige uger er den, der har styr på madpakker, tøjvalg, gymnastikposer, aftaler m.m.m. Man skulle tro, at ligestillingsprocessen havde ordnet denne problematik, men nej. Og tingene hænger sammen: Hvis manden tager mere ansvar for sin aggression og bruger den til at være bevidst omkring børnene, kan kvinden slippe den kontrol, som i virkeligheden er op-stresset aggression. Pyha!
 
4 Lad kvinden slippe Kali løs
For de fleste mænd kræver det, at de har fået en vis kontakt til deres egen aggressionskraft (fx gennem arbejde med punkt 1 og 2). Når han er der, kan det, at kvinden viser sin Kali, være en hjælp til, at manden også kommer længere ned. Vi kan faktisk samarbejde om at komme nedad, vi kan gå vejen sammen. Når manden oplever, at han faktisk kan rumme samt stå model til al kvindens vildskab og seksuelle appetit, styrker det hans dybere funderede kønsidentitet. Læs mere om Kali her

Link:  
 
5 Giv plads til og respekt omkring samvær med andre mænd
Her er et sted, hvor både manden og kvinden er hurtige til at latterliggøre eller nedskrive. Nu skal han "være sammen med drengene", de skal "sidde og hænge over en øl" eller se noget tåbelig sport i fjerneren. Og mænd trænger da også til at være sammen om noget andet end øl og sport, men det kan de fleste faktisk også godt finde ud af. Men mange mænd og deres kvinder har travlt med at synes, at der ikke er tid til den slags. Det er ganske enkelt ikke muligt, når der først er kommet parforhold og måske endda børn. Hold nu op. Just do it! Men lad være med at skabe en polarisering ift. konen og børnene, så det handler om at slippe for noget. Det handler om at tilvælge noget, man har brug for.
 
6 Lyt til hinandens korrektioner
Hvis din partner peger på noget, som skal laves om, så lyt efter. Det gælder begge veje. At manden skal have sin aggression frem, betyder ikke, at kvinden (hele tiden) skal lægge sig passivt ned og sige ja og amen. Faktisk kan hun bedre stå i sin kraft og svinge sit sværd, når manden også står i sin. Og så kan man virkelig få glæde af hinandens klogskab. Så hvis din kloge kvinde peger på et sted, hvor du skal flytte dig, så brug din aggressionskraft til indre konfrontation - det kan jo være, hun har ret. Og hvis din kvinde skaber rod og forvirring ved at sejle afsted i emotioner, som hun forlængst skulle have givet slip på, så sig det til hende. En præcis korrektion kan være en uvurderlig hjælp.
 
7 Slås
Slåskamp forstået som en styrkeprøve, hvor manden og kvinden brydes, er en rigtig god måde at mødes på, og langt de fleste kan være med til det. Især når det foregår mellem en mand og en kvinde, er der dog brug for nogle regler, der tager højde for styrkeforholdet. F.eks. kan man lave den regel, at manden kun må bruge venstre arm, eller at kvinden gerne må bruge bisse-tricks, mens manden ikke må. Bisse-tricks kan være at nive, kradse eller rive i håret. Slåskamp er også godt som optakt til sex, da det åbner for styrke og instinktkraft.

En variation over slås-styrkeprøven kan du finde her

Link: