Tantrificer dit parforhold!
- Detaljer
-
Skrevet af Tantraforum.dk
Har du et parforhold, som trænger til en tur med tantra-skurebørsten, kan du finde inspiration i denne øvelsesliste.
Alle øvelserne har til formål at bryde de mønstre og polariseringer, som I kan have bygget op imellem jer. Ideen er at skabe proces, dvs. at der kan opstå noget nyt og uventet, som kan vise jer en ny retning. Ingen øvelse skal helligholdes for sin egen skyld - men den skal have en chance for at komme nedgroede vaner til livs.
Bryd komforten
Find et sted, hvor du plejer at give din partner ret, selvom du ikke nødvendigvis er enig. Sig noget andet næste gang, I støder på det. F.eks.: Din partner brokker sig altid over sin chef, og du plejer at give din partner ret. Næste gang siger du i stedet: "Hvad er egentlig DIT ansvar i denne situation?" Eller din partner mukker næsten altid over aftenoprydningen i køkkenet, mens du plejer at søge andre steder hen i huset for at undgå den dårlige stemning. Bliv i køkkenet, sæt musik på og inviter til, at I gør det sammen, mens i centrerer i jeres harachakraer (brug evt. musikken
her)
Hvem har magten?
Aftal for en periode, at den ene har magten, hvad angår sex. Dvs. at den, der har magten, kan bestemme, hvad der skal foregå, hvornår og hvor længe. Hvis det plejer at være kvinden, som nedlægger veto ift. sex, kan det være en god ide at give manden magten i en periode. Aftal et kodeord, som betyder "timeout", men lad være med at bruge det hele tiden. Skift 'roller' efter et stykke tid.
Bryd den seksuelle skabelon
Et par, som har haft sex i mange år, har fundet ind i nogle rutiner, som de ved, får seksualiteten til at fungere mellem dem. Måske begynder et samleje altid med oralsex til kvinden, for så ved han, at hun bliver tændt. Eller kvinden ved, at manden bliver tændt, hvis hun tager på ham på en bestemt måde. Undlad i en periode at trykke på de sædvanlige knapper. Se, hvad der sker, hvis I giver jer lov til at gå nye veje. Det kan åbne til en stemning af: "Hvad skal jeg gøre her?", som nok kan være utryg, men samtidig en indgang til nye måder at mødes på.
Svesken på disken
Denne øvelse handler om at tage et emne op, som er svært, som måske har ligget hengemt i mange år, og som man måske håbede, var afgået ved døden. Vi taler ikke om gamle episoder eller svigt, men om billeder, drømme, følelser eller ønsker, som lever inde i den ene af parterne. Det kan være mit ønske om, at vi kan meditere sammen, som nu er ved at vokse sig til et krav. Det kan være din tendens til vrissenhed, som jeg ikke gider bære over med længere - nu skal der ske noget! Eller det kan være en vanskelighed omkring vores barn, en vanskelighed, som vi plejer at være enige om at undgå, fordi det gør for ondt at tale om. Når der skal tales om noget svært, er det nødvendigt at gøre det med stor selvansvarlighed og virkelig gøre sig umage med at høre, hvad den anden siger. Aftal at bruge en bestemt ramme for samtalen, evt. med en trediepart til stede.
Arbejd meditativt med at udvide jeres kontakt
Med lidt snak og meditation kan I pejle jer ind på, i hvilke chakraer I normalt har god kontakt. Vælg et nyt område, som I gerne vil opdyrke. Begynd med at opbygge kontakten til det valgte chakra inde i dig selv. Ret så opmærksomheden mod din partners chakra. Lav evt. en ottetals-cirkulation mellem chakraerne og se, hvad der dukker op af billeder, impulser eller stemninger. Lad det hele komme frem og kig på det som noget, der er mellem jer, og som derfor også skal have kærlighed og bevidsthed. Denne øvelse kan man arbejde med over noget tid i et bestemt chakra, til begge synes, kontakten er blevet styrket.
Find mange flere veje til at sætte gang i processen med i Anne Sophie Jørgensens "
Den nye Tantra" side 62-64, hvor vi også har hentet inspiration til denne liste.