En del af det at komme ind i det lodrette køn er at gøre op med "kønsetiketterne". De får os til at tro, at der findes "maskuline" og "feminine" kvaliteter når vi i virkeligheden taler om almentmenneskelige karaktertræk og ressourcer.
Vi kender dem naturligvis fra gamle dage, hvor kvinder stod for det følelsesmæssige, hjemmet og omsorgen, mens mændene stod for det udadrettede, handlekraftige, viljen. Dengang skulle drenge være raske og piger være søde. Det synes klart, at dette er stereotyper, og at vi idag er kommet videre.
Men i mellemtiden har der været en selvudviklingsbevægelse, som - med udgangspunkt i Jungs analytiske psykologi - har lært os, at vi hver især rummer den modsatte pol i vores indre. Så mænd har en indre feminin pol, og kvinder har en indre maskulin pol. Det kaldes også "modsatkønnetheden". Det er ikke nødvendigvis forkert, og det har været et vigtigt skridt, men det har kompliceret vores brug af kønsetiketter ret meget.
For nu kan en mand fx sige: "Jeg føler mig så meget i kontakt med min feminine side, for jeg har lige givet en healing med masser af omsorg". Eller man kan sige om en kvinde: "Hun er godt nok maskulin, sådan som hun fremturer med sine meninger og krav."
Vi har rubriceret menneskelige kvaliteter og kaldt nogle af dem feminine og nogle af dem maskuline. MEN DET ER DE IKKE. De er kvaliteter, som kan udtrykke sig enten gennem en kvinde eller gennem en mand. Men kvaliteterne som sådan er almentmenneskelige.
Når vi kalder en kvinde maskulin, fordi hun opfører sig målrettet og handlekraftigt, så får det hurtigt en undertone af noget nedsættende. For er hun egentlig en rigtig kvinde, når hun nu er så maskulin? Det er Tantraforums overbevisning, at en kvinde er lige meget kvinde, om hun opfører sig målrettet eller ikke. Hvorfor så kalde hende maskulin? Og at belægge blidhed og rummelighed med kvindelighed fratager jo egentlig mænd at have med det at gøre. Så skal de omkring en sær størrelse i form af en indre kvinde for at komme i kontakt med de sider i sig selv.
Denne måde at bruge begreberne maskulin og feminin på er blevet en ny, subtil måde at holde hinanden nede på. Lad os stoppe med det. Lad os anerkende hinanden for de kvaliteter, vi hver især udtrykker - uanset om de gamle kønsforståelser ville synes, at det matchede vores køn eller ikke.
Kombineret med en respekt for de biologiske kønskarakteristika får vi kraftfulde mennesker, som værdsætter både deres eget og det modsatte køn, og som har en hel palet af kvaliteter at lege med.
Forhåbentlig kan man fornemme, at det at slippe kønsetiketterne kan give en enorm frihed. Frihed til at udtrykke det, man indeholder, bare fordi det er der. Det har verden brug for for at blive et frodigt og nuanceret sted.
Tantrisk Kærlighed
- Anne Sophies seneste tantrabog
Læs mere herunder om den nye bog:
Link: Tantrisk Kærlighed