Sådan er tantra for os!

  • Default
  • Title
  • Date
  • Random

Jeg troede, at det kun er mænd, der er kraftfulde

En kvinde fortæller her om sine erfaringer med og forståelse af det lodrette køn. Bla. fik hun rokket ved sin snævre forståelse af kraftfuldhed, at det kun er noget, mænd er.

Mere end en kvinde med bryster og hjerne

(modelfoto)

Denne kvinde er ikke kun kvinde i kraft af sine nydelige bryster og sit gode hoved. Hendes køn ligger også uden for det, hun normalt forbinder sig med - i det lodrette. Det er i hvert fald, hvad hun arbejder med: Hun prøver at finde kvindeligheden dybere og højere i sig selv fx gennem korte meditationer i kontakt med fødderne og ved at arbejde i den lodrette akse.

Tidligere havde hun meget svært ved at stå ved sin kvindelighed - mere end de fleste. F.eks. gik hun meget i “unisex tøj”, og når hun samarbejdede med mænd, blev hun ret utydelig som kvinde - eller ligesom en mand på en måde. Denne grundlæggende vanskelighed har nu flyttet sig meget. Hun har taget sin kønslighed og seksualitet på sig og har fået en fast partner, hvilket var meget svært tidligere.

Det stopper dog ikke her.

Næste skridt mod fuld udfoldelse er at finde kvindeligheden højere oppe over hendes hoved og dybere nede end kvindekroppen - i den lodrette akse. Ellers er der nogle problemer, der aldrig går væk.
 

Hun var ligesom mænd

“Unisex tøj er tøj, der ikke fremhæver former. Det er ufeminint, f.eks. store løsthængende T-shirts. Det brugte jeg meget tidligere. Et andet eksempel på, at jeg skjulte min kvindelighed, var, at jeg som spejderleder sammen med mænd på en måde blev ligesom dem. Jeg syntes, de havde mere ret, blot fordi de var mænd. Jeg opførte mig ligesom dem. Jeg skjulte mig og min kvindelighed, og der var ikke nogen polaritet mellem dem og mig”, fortæller hun.

Hun uddyber det med, at hun oftest valgte at arbejde sammen med de mænd, hun så ned på og ikke tændte på - dem, der var ufarlige i forhold til hendes følelse af at være kvinde, dem, der ikke kaldte det feminine frem i hende.
 

Hun har taget det kvindelige og kroppen på sig

For nogle år siden tog hun sig sammen og begyndte at tage sin kvindekrop på sig.

Hun begyndte at klæde sig i mere feminint tøj og prøvede sin seksualitet af med forskellige partnere. Hun fandt en mand, som hun nu har været sammen med i nogle år.

Seksualiteten er blevet ret udfoldet, hun har "fået noget fra hånden", kunne man på en lidt plat måde sige.

Men hvis man skal gå endnu videre, handler det for hende om at se, at hun er mere end bryster og hjerne. Altså at der er noget “uden for kroppen”, uden for det hun og andre normalt forbinder sig med. Noget som også er kvindeligt og feminint, bare på en mere generel og upersonlig måde. Det finder man i det lodrette.

De holdninger, man har til sig selv, og de gode attributter, man måtte være udstyret med, er selvfølgelig væsentlige, men uden det lodrette perspektiv bliver det vandret i længden. Så det lodrette er faktisk nødvendigt, hvis man skal til roden af problemerne.
 

Egetræet med de simple tricks

Det lodrette perspektiv handler bl.a. om at stå helt fast som et egetræ i stormvejr og ikke lade sig slå for meget ud af det emotionelle. Om at have kontakt til himmel og jord.

“Det føles mere frit, og jeg har f.eks. oplevet det sammen med min nuværende partner. I en periode gik han humørmæssigt tit i sort, og der var det virkelig vigtigt at holde centreringen og perspektivet og ikke ryge med ned. En dag havde jeg købt en ny BH, og den viste jeg ham glad, rev trøjen op og råbte: "Se her!". Det var for at muntre ham op i stedet for selv at blive irriteret over, at han så ud til at skulle ødelægge hyggen. Så i stedet for at blive slået ud af hans vandrethed, forblev jeg lodret med dette forholdsvist banale ‘trick’. Og det virkede. Jeg vil også mene, at HAN blev mere lodret, bl.a. fordi hans seksualitet blev vakt”, fortæller hun.

Hun uddyber det med, at det lodrette ikke er mindre kønsligt end det vandrette. Det handler faktisk ofte om at gøre de samme ting bare med et højere perspektiv og mere slagkraft.

Hun kan dog også selv nemt gå tabt i emotioner. Men hun får god hjælp af sin mand, der har holdt ud indtil videre, og arbejdet pågår med at få mere af det lodrette køn. Hun oplever, at hun simpelthen får flere strenge at spille på.
 

Et andet simpelt trick

Hun gør også noget andet for at få kontakt til sin lodrethed, nemlig er opmærksom på sine fødder og kontakten mellem fodsålerne og underlaget - altså mærke hvad der sker under fødderne.

Se hendes øvelse her:
Link:

Denne øvelse laver hun i det daglige, og hun oplever, at hun bliver groundet og kommer hjem i sig selv. "Hvis jeg er midt i et emotionelt stormvejr, er det dejligt at mærke, at jeg bare står dér som en person eller en kvinde - og står dér, hvor jeg står. Det er på en måde en simpel meditation, men den virker og kan laves mange gange om dagen i mange forskellige situationer".
 

Den hele kvinde

“Når jeg arbejder nedad, f.eks. gennem dans eller meditation, finder jeg en mere hel ‘mig’. Jeg finder flere lag og kan føle mig forbundet med alle kvinder og kvindeligheden som sådan og opleve mig fri af de billeder, der er af at være kvinde”, fortæller hun.

“F.eks. tillader jeg mig nede i dybet at kunne mærke sære lyster, og at det er ok. Det handler også meget om det at stå ved sig selv og at give udtryk for den lyst, der er. Hvis jeg skal sige, hvad jeg finder ved at kigge op i den lodrette akse, så tænker jeg på et billede, jeg tit har i meditation: en egyptisk kvinde fra et tarotkort. Hun står på en knivsæg, hun er meget lodret”, slutter kvinden.