Sådan er tantra for os!

  • Default
  • Title
  • Date
  • Random

7 trin til tantrarelationen

Ingen tantraproces forløber efter en snor. Der må være plads til udsving og uforudsete udfordringer. Skal man i gang med en ny relation, kan det alligevel være godt med et overblik over opgaver og muligheder. 

Denne liste skal ikke nødvendigvis følges kronologisk. Man kan gå direkte til sex efter trin 1, hvis man synes. Men brug den som inspiration til at afdække relationen.

1: Find et emne

Verden er fuld af potentielle partnere. Skønne mænd og kvinder er der nok af, så hvordan skal man foretage sin udvælgelse? Vi har tre tips til steder, hvor du kan gå på jagt:

▪ Tantra-arrangementer. Det kan både være deciderede tantra-single-arrangementer eller workshops og kurser om tantra. Her ved du, at de andre også er interesserede i tantra, så her handler det blot om at afdække, hvem der også er partnersøgende. Måske der tilmed er fælles øvelser, hvor I kan få prøvet kontakten af. 
▪ Datingservices. Det er stadig mere udbredt at bruge online datingservices. Når det kommer til at finde en tantrapartner, kan det være en ganske fin ide. Man kan netop skrive, at man søger en tantrapartner - det skaber jo allerede en vis sortering. Husk dog, at en onlinekontakt sjældent giver nogen basis for at vurdere den energimæssige virkelighed. Sørg derfor for hurtigt at få et fysisk møde i stand.

▪ Alle andre steder hvor mennesker mødes: arbejdspladsen, fester, barer, banegårde, forældremøder, konferencer og fritidsaktiviteter. At finde en tantrapartner kræver ikke et særligt forum, men det kræver, at du bliver opmærksom på dine energimæssige reaktioner. Grib din søgning an på en ny måde ved f.eks. at centrere i dit harachakra og mærk, hvornår det reagerer. Her kan man blive overrasket!

Kig evt. efter arrangementer og datingservices i vores linksamling:
Link:  

2: Foreløbig kontrakt

Hvordan du præsenterer dit ønske om at afprøve en mulig tantrarelation, må afhænge af situationen. Men det kan netop være godt at sige, at man gerne vil afprøve mulighederne, for det kan tage tid at finde ud af, om der er basis for tantra.

Man kan lave en midlertidig kontrakt, som handler om rammerne for afklaringsprocessen. I kan f.eks. aftale, at I arbejder sammen i to måneder. I den periode vil I afprøve jeres kontakt på forskellige måder. I kontrakten kan man også aftale, hvilke elementer man skal bruge til afklaringen - her kan man f.eks. følge denne 7 trins opskrift.

Som Anne Sophie Jørgensen forklarer i månedens interview, kan man se de første møder som en række opgaver, der skal løses.Vi skal finde ud af, om vi fungerer sammen på forskellige planer. Det gør ikke noget, at der er dårlige oplevelser eller kiksede møder undervejs, så længe vi har en oplevelse af overordnet at løse opgaverne. En foreløbig kontrakt kan hjælpe med at holde processen på sporet, så en enkelt dårlig oplevelse ikke får lov at få det sidste ord.

3: Meditation

Meditation skaber en kontakt, som ligger ud over den, man opbygger ved at snakke og være fysisk til stede sammen. Gennem meditation kan man få en fornemmelse af hinandens energisystemer, og selvom man måske ikke er så erfaren ud i meditation, kan der være vigtige informationer at hente her.

Det kan derfor være godt at begynde med at mødes nogle gange, hvor man mediterer og efterfølgende deler sin oplevelse af meditationen. Det er en ny måde at date på, men ikke mindre interessant.

Følgende øvelser er gode at lave som et led i at mærke den meditative kontakt:
Link:  
Link:  

4: Energimæssig udveksling

Dækker over at udveksle healing eller massage eller noget midt imellem. Her kræves ingen uddannelse i tantramassage eller særlige evner som healer. Det handler om at have en tæt kropslig kontakt, som ikke primært er seksuel. Massagen kan man udføre ud fra det, man evt. har lært - eller bare lade sig føre af sin intuition. Healing handler om i samarbejde at rette opmærksomheden mod forskellige steder i energisystemet. I en tantrisk afklaringsproces er det oplagt at give hinanden healing på hara-, hjerte- og kronechakraerne for at opbygge kontakten disse steder.

5: Sex

Sex er en uomgængelig del af en tantrarelation. Nogle vil gerne i gang med det samme, andre vil gerne udsætte det så længe som muligt - måske fordi der er for mange ubehagelige oplevelser i bagagen. Det giver dog god mening ikke at vente for længe, da det jo er en del af afklaringen.

Hvis det er første gang, man forsøger sig med tantra, kan der måske være en del forventninger og evt. indre præstationspres ved ideen om at skulle i gang med sex. Det er vigtigt ikke at bilde sig ind, at tantrisk sex er noget meget fint og avanceret. Det er dybest set seksualitetens naturlige udtryk, og altså ikke noget særligt. Desuden tager det også tid at opbygge den seksuelle kontakt, så det er ikke sikkert, at de store tantriske "oplevelser" indfinder sig under de første par møder. Fortvivl ej - processen er målet i sig selv.

6: Samtale

Tantra kan åbne til meget energi og sætte vanskeligheder i bevægelse. Derfor kan man få forskellige arter af reaktioner fra frådende emotioner over nagende modstand til oplevelser af dyb kontakt. Det er meget vigtigt at udvikle en måde at tale sammen på, hvor disse reaktioner kan rummes.

Overordnet er det en god ide, at man skiftes til at fortælle om sine oplevelser og om, hvad der er sket, siden man sås sidst. Den, som lytter, har fokus på at forsøge at forstå den andens oplevelse. Det betyder også, at de fleste vil skulle øve sig i ikke at tage den andens oplevelser for personligt. Det kan være nyttigt at træne at spejle den anden, især hvis kommunikationen ofte løber af sporet og bliver til diskussion og beskyldninger. 

Læs mere om at "spejle" som en del af kommunikationen i denne bog:
Link:  

7: Hygge og almindeligt samvær

Det er jo ikke sikkert, at man ønsker at have hygge og almindeligt samvær med sin tantrapartner. Men hvis man gør, er det også et sted, hvor man kan træne at være vågen og nærværende. Hvad er egentlig godt og nærende for jer at lave sammen?

En af misforståelserne omkring tantra kan handle om, at man ikke "må" lave "almindelige" ting med sin tantrapartner. Det er selvfølgelig ikke tilfældet - man kan foretage sig alt muligt almindeligt sammen. Pointen er, at der altid er proces. Og som tantrapar kan man aldrig holde fri fra proces. Det betyder, at selv når vi skal hygge os, kan der komme ting op i den ene eller den anden, som vi må forholde os til. Det er ikke en fejl. Det gjorde bare hyggeaftenen anderledes, end man havde forestillet sig.

Ah, det gik godt....

Formodentlig vil den afklarende fase vise, at forholdet både har udfordringer og potentialer. Sådan må det være, det er et vilkår. Hvis samarbejdet fungerer godt, vil I nok have lyst til at fortsætte. Efterhånden finder I sikkert en form, som fungerer godt for jer, og som kan være en ramme om jeres proces.

Det kan være konstruktivt og procesfremmende at arbejde videre med en kontrakt. Læs mere om, hvordan dette kan gøres her:
Link:  


Boost din polaritetsfaktor


Hvorfor har nogle mænd eller kvinder en meget stærk tiltrækningskraft på stort set alle medlemmer af det modsatte køn? Det handler ikke kun om charme, selvtillid og lækkert hår. Det handler om at hvile i sit køn - det kalder vi polaritetsfaktor.

Polaritets-hvaffor-noget?

Begrebet polaritetsfaktor stammer fra Anne Sophie Jørgensens tantraundervisning. Lyt til hendes egen formulering af begrebet i månedens interview.

 

Polaritet er et grundlæggende begreb i al tantrisk tænkning. Polaritet handler om spændingsfeltet mellem modsætninger. I tantra arbejder man med at få proces og dynamik ud af polariteterne. Man bruger dem som springbræt til indsigter.

En af de stærkeste, naturgivne polariteter er kønspolariteten: modsætningen mellem han og hun, mellem mand og kvinde. Fordi denne modsætning er så basal, rummer den stor kraft, en kraft, som - hvis den bruges rigtigt - er brændstof til proces. Her finder vi altså en overset, men uudtømmelig kilde til proces i hverdagen.

Hvad er polaritetsfaktor?

Alle mennesker har et køn, men det er meget forskelligt, hvordan vi har det med vores køn. 

Hvis jeg hviler i min pol, har jeg en høj polaritetsfaktor. En ti'er på polaritetsskalaen vil udstråle kvindelighed/mandighed, seksualitet, kraftfuldhed og glæde ved sit køn. En etter eller to'er vil derimod ikke være særligt kønsprofileret. Kønnet vil ikke træde særlig tydeligt frem i udtryk, udseende, handlemåde og væren.

Det er ikke bedre at være en ti'er end en to'er. Men det spiller en rolle, når man skal finde en partner. Hvis man har meget polaritetsfaktor, har man nemlig brug for en partner, som kan matche ens polaritet. Og omvendt, hvis man har mindre polaritetsfaktor, bliver man let overvældet, hvis partneren har mere. Med rum til afvigelser handler det derfor langt hen ad vejen om at finde et polaritetsmæssigt match.

Det er helt fint at have det godt med at ligge på et, to eller tre på polaritetsskalaen. Men nogle mennesker har en lav polaritetsfaktor, fordi vi i vores kultur opdrager til at undertrykke polariteten. Derfor kan man have en fornemmelse af, at man rummer mere, end man viser og der med en længsel efter at udfolde sit køn lidt mere.

Fra kønsroller til kønskraft

Hvordan ser en god kvinde ud? Eller en god mand?

I gamle dage havde vi kønsrollerne til at besvare dette spørgsmål. I dag har vi kun os selv. At være en god mand eller kvinde handler nemlig om at være den bedst tænkelige udgave af sig selv - med det køn, man nu har.

Polaritetsfaktor handler altså ikke om at komme tilbage til de gamle dyder: Den gang hvor kvinderne var passive, nærende, rummende og tilpasningsklare. Og hvor mændene var handlekraftige, udadvendte, erobrende og præcise. Alle disse kvaliteter kan nemlig udtrykkes af både mænd og kvinder.

En kvinde med høj polaritetsfaktor kan f.eks. udstråle kraft, sensualitet, målrettethed og meditation på én og samme tid. Tilsvarende kan en mand med høj polaritetsfaktor udstråle hjerte, styrke, beskyttelse og sensitivitet i samlet pakke.

Polaritetstænkningen giver dermed en meget stor frihed til både kvinder og mænd: friheden til at udtrykke sit køn gennem sin individualitet. Det giver mange flere nuancer og en styrkelse af helheden gennem forskellighed.
 

Hvordan får jeg mere af det?

3 tips til polariteten

▪ Husk dit køn!
Når du går ud i verden, så hav energimæssig kontakt til de biologiske kønstræk (kønsorganer og, for kvinders vedkommende, brysterne). Husk at du har et køn i alle dagligdagens situationer. Du kan også starte den daglige meditation med at rette opmærksomheden mod det fysiske køn.

 Find eksempler omkring dig. Hvor ser du personer af samme køn, som udstråler polaritet? Hvad gør de? Hvordan er deres holdning til deres eget og det modsatte køn? Hvordan er deres udtryk? Hvad siger de om det modsatte køn, og hvad undlader de at sige?

▪ Find dine indre billeder. Hvordan ser din indre mand/kvinde ud? Her skal der ikke være nogen smalle steder. Tegn det, mediter på det og dyrk det konkret. Find inspiration i vores polaritets-makeover.

Polaritetsfaktoren er et udtryk for, i hvor høj grad man er i kontakt med og udtrykker sit fysiske køn.

At få mere polaritetsfaktor handler derfor om at udforske, hvem jeg er som mand eller som kvinde. Her kan man lade sig inspirere af andre. Det kan både være gennem indre billeder og ydre eksempler, dvs. konkrete mænd og kvinder omkring én.

Man skal sørge for at cirkulere inspirationen ind i sit eget system. I stedet for direkte at overtage udtryk eller konkrete ting, så mærk efter, hvad det gør for din polaritet. Hvordan kan du få mere af det?

Det handler altså ikke direkte om, at kvinderne skal gå i nederdele, og mændene skal træne deres muskler eller på anden måde søge et klassisk kønsudtryk. Men begge dele kan faktisk være en hjælp. Ved at tage dette ydre fænomen til sig, kan man måske opleve et indre, bevidsthedsmæssigt svar.

Der kan være rigtig megen glæde og sjov i udforskning af polariteten. Det er en konkret selvudviklingsopgave, som kan åbne til nye veje og aktiviteter. Følg evt. vejledningen i vores øvelse:

Link:  

Når man forøger sin polaritetsfaktor, opbygger man sin mulighed for at opleve polaritet med alle repræsentanter for det modsatte køn - ikke kun ens partner. Hvad stiller vi op med det?

Hvem er det til?

Vi er alle poler, og når vi møder en af det modsatte køn, møder vi en modpol. Her er tiltrækning altid potentielt mulig. Og den energi, som ligger i tiltrækningen, kan bruges til andet end at finde en partner.

Skal man være gavmild med sin polaritet? I tantrisk tænkning er der egentlig ikke nogen grund til at lade være. At man er bevidst om sit køn i kontakten med andre mennesker, betyder ikke, at man f.eks. skal gå i seng med alle og enhver. Det betyder heller ikke, at man skal flirte konstant. (Flirt er polaritet omsat i det emotionelle. Det foregår på et overfladisk plan, så der er ikke tale om en reel, dyb kontakt. Men mere om det en anden gang). At være gavmild med sin polaritet betyder, at man energimæssigt kan stå til rådighed som en stærk pol - både for dem af det modsatte og af samme køn.

Det betyder, at der kommer mere kraft i spil mellem mennesker. Sandsynligheden for et helende, meningsfuldt og livsbekræftende møde stiger ganske enkelt. Hvis vi kunne blive bedre til at bruge denne mulighed, kunne mange samarbejdsvanskeligheder og konflikter minimeres.

Polaritetens muligheder er så stort et emne, at det vil blive taget op som selvstændigt tema ved en senere lejlighed.

 

 

Ryd op og tiltræk noget nyt

Her sidder man og vil bare i gang med tantra. Få noget sex, kærlighed og spiritualitet ind i livet. Der mangler blot en tantrapartner: fat mod, ryd op og tiltræk noget nyt!
Det er som om, man bliver stoppet af dørmanden til festen, hvor processen kører, og alle har det sjovt. Hvis man står på tæer, kan man se dem derinde more sig. Hvorfor skal sådan en detalje som mangel på partner stoppe én - så tæt på? For søren, det kan føles urimeligt eller meningsløst.

Men der er faktisk en mening med at gå og lede efter en tantrapartner, og det kan vise sig at være en vigtig periode i livet. Ligeså vigtig som de perioder, hvor man har en tantrapartner.

At lede efter en tantrapartner er nemlig en tid, hvor man har mulighed for at rydde op i sine holdninger, sine præferencer og sin fortid.

1) Holdninger er, om man overhovedet vil tantra, hvad det er, hvem du selv er, og hvad du kan byde på.
2) Præferencer kalder vi "tjeklisten". Og den bør nok revideres.
3) Fortiden vil ofte være ekskæresterne, de gamle spøgelser.

Vil/vil ikke?

Et ja til tantra skal altid komme fra ens eget system. Det kan godt være, at kæresten eller ægtefællen har spurgt. Men enhver må selv tage stilling til, om man vil tantra.

At gå ind i tantra kan både være provokerende, omvæltende og nødvendigt. Derfor kan den første hurdle være at blive enig med sig selv om, at det er det, man gerne vil.

Hvis du er tiltrukket af tantra, men ikke er sikker, kan vi kun opfordre dig til at undersøge emnet nærmere. Læse, tage på en workshop, snakke med folk, som kender til det. Og læg mærke til hvilke holdninger, der kommer op i dig. Måske handler det om "Hvis jeg skal dyrke tantra, så får jeg aldrig den, jeg drømmer om", "Jeg vil ikke undvære at være forelsket" eller "Tantra er farligt".  Undersøg om der er hold i dine holdninger. Måske bygger nogle af dem på misforståelser? 

Hvad har jeg at byde på?

En opdatering af selvbilledet kan være nødvendig for at tiltrække den rigtige partner. Selvbilledet handler om dine holdninger til og vurderinger af dig selv.

Realistisk set: Hvad er det, der gør, at du er en attraktiv partner? Hvad har du at bidrage med til en kommende partner? Her kan man både komme til at under- og overvurdere sig selv. Men det handler ikke om at være bedre eller mere attraktiv end andre. Det handler om at have kontakt til det, som gør lige netop dig til en skøn mand eller kvinde.

Find alle dine kvaliteter frem og lad dem fylde i dig. Hvis du har en naturlig og strømmende kontakt til din seksualitet, så hav det i din bevidsthed, når du går ud i verden. Hvis dit hjerte er nuanceret, rummeligt og modent, så hav det med.

Du tiltrækker ud fra det, som du selv rummer og sender ud. Jo mere bevidsthed du har om, hvad du indeholder, jo mere præcis kan din tiltrækning blive. Hvis dit selvbillede er urealistisk, vil din tiltrækning også være upræcis. Så kigger du efter noget andet end det, du reelt har brug for. 

Øv dig også i at formulere, hvad det er, du ønsker at tilbyde en partner. Hvis du vil forsøge dig med en profil på nettet, er det en særligt god ide at være præcis på dette punkt. Her findes jo kun en brøkdel af de informationer, vi normalt får om et menneske, når vi møder det. Til gengæld giver det mulighed for at skære ind til benet med sine formuleringer.

Hvis du synes, du mangler noget at byde på, trænger du måske til en konkret opdatering.
Link:  
 

Tjek din tjekliste

Den nye tjekliste

Vil vi begge tantra? Her skal der være ja fra begge parter

 

Er der tiltrækning mellem os? Den føles måske anderledes end den plejer, mindre  følelsesmæssig, mere instinktiv, mindre forførende, mere klar. Men tiltrækning af en art må der være.

Kan vi lave en aftale? Kan vi blive enige om, hvordan vi undersøger kontakten og mulighederne?

 

Kan vi hjælpe hinanden? Kan dette menneske stille op til de udfordringer, jeg byder på. Og vil han/hun? Denne afklaring kommer som regel først efter noget tid.
Langt de fleste har en mere eller midre bevidst tjekliste, som bruges til at tjekke potentielle partnere. Tjeklisten som princip er ikke nødvendigvis forkert. Vi er jo nødt til at sortere, hvis vi ikke skal være partnere med alle. Men hvilke kriterier sorterer du efter?

Gør du dig forstillinger om, hvordan din tantrapartner skal se ud? Hvilket arbejde han/hun skal have? Hvilken alder og social status, der ville være den rigtige? Måske der er punkter, som automatisk ville diskvalificere en potentiel partner (topmave, dårlig ånde, ufaglært arbejde, blå øjne?).

Måske skulle du prøve at smide den gamle tjekliste væk. Hvis du er ude efter en tantrapartner, som du kan samarbejde med omkring proces, sex og kærlighed, har hans eller hendes udseende, alder og sociale status ikke den store betydning. Her har egenskaber som åbenhed og evnen til at give sig hen til processen og hinanden en langt større betydning. Hvis du tør at forholde dig åbent til en kommende partner, vil du måske blive overrasket over, at han eller hun kan være en helt anden type end dem, du plejer at møde. Og hvis du har et formuleret ønske om at få en ny type forhold, er du også nødt til at kigge efter noget nyt.
 

Ryd op og smid væk

Både singler og mennesker i parforhold kan have uafsluttede ting fra fortiden. Måske er I gået fra hinanden, men er forholdet til ekskæresten nu også helt afsluttet energimæssigt?

Man kan godt elske sin ekskæreste og have en dyb værdsættelse af det, man havde sammen. Men bliver vedkommende ved med at dukke op i bevidstheden eller i drømmene, kan der være bindinger i spil. Bindinger som kan virke blokerende i forhold til at møde en ny partner. Det kan både være idealiserede forestillinger eller negative konklusioner, som du har draget på baggrund af tidligere forhold.

En potentiel partner fortjener, at du ser på ham eller hende med friske øjne uden sammenligning med andre og uden forbehold. Måske var den gamle kæreste ikke til at stole på, og “sådan er alle mænd nok”. Sådanne forbehold og restriktioner kan komme til at stå i vejen for at få en ny oplevelse med en ny partner.

Brug denne øvelse til at give slip på bindinger til gamle partnere.
Link:  

 

 

 

Find en tantrapartner - temaoversigt

I temaet her vil vi forsøge at give dig nøgler til at forbedre søgningen efter en tantrapartner.

Igen er vores tema inddelt i tre kategorier: Viden om, som er fakta og baggrundsviden om emnet - Sådan, der er forskellige tantrikeres erfaringer med at finde en tantrapartner og Øvelser.

Her er nogle eksempler:

Viden om

Her finder du f.eks. en artikel om, hvordan du rydder op og derved måske tiltrækker på en ny måde:
Link: 

Eller en guide til at forstærke den vigtige "polaritetsfaktor":
Link: 

Sådan

Der findes andre tantrikere, der har gjort sig forskellige erfaringer med at finde en tantrapartner:
Link:
Link:

Øvelser

For at øge sin polaritetsfaktor må man opbygge sin glæde ved at være enten mand eller kvinde:
Link: 

Når du har mødt et emne for tantra, vil det være godt at tjekke det nærmere:
Link: 


Du kan se hele listen over "Find en tantrapartner"-temaets indhold i listerne til højre.
God fornøjelse med at finde en tantrapartner!