Sådan er tantra for os!

  • Default
  • Title
  • Date
  • Random

3 forskellige fund - podcast

En kvinde fortæller i dette lydinterview, hvordan hun har fundet tantrapartnere, og hvad hun har arbejdet med i den forbindelse.

Hun har erfaring for, at det både kan begynde som flirt eller som netdating, og at det altid giver nogle overraskende forløb.

Find en tantrapartner derhjemme

De fleste finder en tantrapartner “ude i byen”, men denne kvinde fandt en derhjemme. Det var hendes mand. Endda to gange fandt hun ham. Ved hjælp af en god del disciplin og arbejdssomhed har hun nu fået den tantrapartner, hun ønskede sig.


Hendes mand får som regel lyst til sex bare ved at se hende, så de har altid kunnet få gang i seksualiteten. Men over årene var den blevet for hurtig og fjern. Der var perioder med for lidt hjertekontakt, de kunne ikke finde ud af at være tætte.

Kvinden gik samtidig til undervisning om tantra og ønskede sig derfor både en tantrapartner, hun kunne udforske emnet med, samt at få løst problemerne i ægteskabet. Efter et langt tilløb foreslog hun tantra derhjemme. Han sagde ja, men først anden gang de begyndte på det, kom det rigtigt i gang.

Nu er der godt gang i det, og det er især på grund af disciplin og aftaler, at de har fået det til at fungere.
 

Tantra har genstartet ægteskabet

De oplever nye sider af sig selv komme frem, fordi de valgte at introducere tantra i ægteskabet:

“Jeg bliver mere ansvarlig og glad. Når det i perioder ikke har kunnet lade sig gøre pga. rejser og lign., har jeg det ikke så godt. Det skal hele tiden vedligeholdes for ikke at falde tilbage. Han rummer meget meditation og healing, som nu kommer frem. Vi bliver blidere, har mere tålmodighed og forståelse for hinanden”, fortæller hun, og fortsætter:

“Så i stedet for at gå rundt i et traditionelt ægteskab af ældre dato, hvor man tror, man kender hinanden til hudløshed, kan tantraen gå hen og forny ægteskabet. Ens forestillinger og forventninger til den anden kan blive gjort til skamme“.
 

Tantra-start to gange

Faktisk fandt hun en tantrapartner derhjemme to gange over nogle år. Det var selvfølgelig den samme. Første gang de forsøgte at introducere tantra, stødte de nemlig ind i en række problemer.

F.eks. var manden frustreret over, at sex blot blev endnu en af de mange ting i hverdagen, der skulle skemalægges. Han syntes, det blev for teknisk, og at hjertet ikke var med. Han blev såret og lysten faldt.

Hun var ikke åben nok over for ham: “Jeg har så meget tvivl i mig på mange områder - og også her. Jeg lukkede i, fordi det var svært, og jeg gav det ikke tilstrækkeligt med tid, tålmodighed og hjerte. Så fjernede jeg mig fra ham i stedet for at nærme mig”, fortæller hun.

De kom ind i en krise, hvor ingen af dem ville gøre noget. Det gjorde, at tantraen døde ud.

Men nogle år senere begyndte de igen, og så kom det for alvor igang. Kvinden ræsonnerer, at første gang med tantra nok mest var hendes projekt. Anden gang lykkedes det bl.a. fordi, hun er mere beslutsom, og han også tager ansvar og holder lige så meget fast i det som hende.
 

Disciplinen holder hjulene i gang

De har faste aftaler om tantra, gør meget ud af at holde dem, og det holder tantraen i live imellem dem. De har en aftale to gange to timer om ugen.

Selve aktiviteten ligger også ret fast: "Vi begynder som regel med at meditere eller slås - eller den ene giver den anden massage/healing. Det er overraskende dejligt for os begge", fortæller hun.
 

Hvorfor ikke bare finde en ny?

Kvinden kan faktisk anbefale dem, der gerne vil i gang med tantra, at se på deres nuværende partner. I det tantra bl.a. handler om et åbent sind og at følge energien, kunne man dog tro, at det udelukker et mangeårigt ægteskab, der er gået i stå, fordi der næsten kun er “fastlåst sind” og ingen energi mere. Men den nuværende partner har jo også fortjent at blive set på som en mulighed, ligesom alle andre. Samtidig kan tantra løse de eksisterende problemer, hvis den får lov.

“Jeg valgte at forsøge at få tantra i gang med min mand, for et eller andet sted vidste jeg, at jeg faktisk ikke havde givet ægteskabet det,  jeg kunne. Jeg havde ikke vist, hvem jeg var. Så længe jeg ikke havde givet det alt, var det ikke i orden at slippe det. Jeg ønskede jo min mand. Der var to muligheder: at blive i det eller gå”, fortæller hun.

“At dyrke tantra giver et lettere sind, lettere krop, lettere parforhold, vi griner mere af hinanden, af os selv og sammen. Der er ingen vej tilbage til det gamle“, afslutter hun.

Søreme om ikke en mand viste sig


En kvinde, der nærmer sig 60, fortæller her sin historie om, hvordan alder ikke behøver at have betydning for, om man kan finde en tantrapartner. Hun arbejdede med sin tiltrækning og fik en dag en SMS fra en mand, der var en generation yngre. Han blev en god tantrapartner.

“Længe havde jeg været motiveret for at finde en god mand og tantrapartner. For jeg ville videre i min proces. En proces, som handlede om at få bedre kontakt med kroppen og med kraft og instinkter. Jeg ville være en kvinde, der stod på eget fundament. Men der var én stor og altoverskyggende barriere, som hele tiden holdt mig tilbage fra at få gjort noget ved det - nemlig det faktum, at jeg var fyldt 58 år”, fortæller hun.

Vi ved det jo godt: Kærlighed har ingen alder. Det skulle være muligt at etablere et mand-kvinde-møde i hjertet med en anden uanset aldersforskel. Ja, faktisk endnu nemmere i tantra, for dér arbejder man med spiritualitet, der rækker helt ud i evigheden, hvor alder jo slet ikke har nogen betydning.
 

Tantra uden alder

Men alder har selvfølgelig en betydning i både kærlighed og tantra - på linie med andre ydre faktorer som fysik, udseende og opførsel. Vi er vel mennesker. Betydningen er dog nok mindre, end de fleste vordende tantrikere gør sig klart. Hvis blot der fokuseres på essentielle ting som sex, kærlighed og spiritualitet - og i øvrigt på at “skære ind til benet” - kan man lettere slippe forestillingen om, hvor vidt det er muligt at finde en tantrapartner, når man er oppe i årene - endda blandt folk, der er yngre end én selv.

Kvinden fortæller videre, hvordan hun investerede i at arbejde med tiltrækning og høstede gevinst i form af et tantraforhold, der nok ellers ikke ville være blevet etableret:
 

Som blomsterknopper på en flod

“Hvordan kunne jeg nogensinde komme igennem med mit ønske og mit stærke behov? - tænkte jeg. Der er færre mænd end kvinder, der vælger at arbejde med sig selv, og samtidig havde jeg en forestilling om, at de mænd, der så kunne komme på tale, ville gå efter yngre og smukkere kvinder end modne kvinder på snart 60. Denne tankegang viste sig at blive gjort til skamme.

Jeg mediterede på projektet og oplevede, at det i høj grad var min indre afklaring af mine egne ønsker og behov for en sådan relation, der var afgørende – mere end alder. Desuden havde jeg en rimelig selvbevidst tro på, at jeg med lige netop min kvindelighed kunne tiltrække en skøn mand.

I meditationen fik jeg et billede af hvide og røde blomsterknopper, der drev af sted i åens vandløb, ud i naturen og videre ud i verden. Jeg tolkede dette som et billede på den kvindelighed, jeg siden forsøgte at gå ud i verden med: afslappet, naturligt og uden at vide, hvor jeg ville “drive hen”.
 

Den indre afklaring

Hvad var så mine ønsker og behov for en tantrarelation? Jeg forsøgte at formulere dem i form af en skriftlig profil på en netdating hjemmeside.
Jeg skrev, at alder, status og udseende ikke var vigtigt. Derimod var det vigtigt, at vi kunne meditere sammen, og at begge kunne mobilisere lyst, mod og vilje ind i relationen. Jeg havde brug for hjælp til at forene seksualitet, kærlighed og spiritualitet. Tiltrækningen måtte gerne være stærk, så der kunne blive mulighed for at arbejde med manden og kvinden som et polært og dynamisk felt, hvor manden og kvinden med hver deres modsatte køn havde den største mulighed for at møde deres køns modsætning. Det var væsentligt at lægge ud som tantrapar – mere end at arbejde på at blive kærester eller venner.

Jeg regnede med få eller ingen svar, bl.a. fordi jeg havde gjort en del ud af at vise, hvad jeg ville, og hvem jeg var. I profilen havde jeg også fremhævet min tilknytning til Tigerens Rede, og at jeg modtog undervisning bl.a. i tantra af Anne Sophie Jørgensen.
 

Søreme om ikke der kom én

Søndagen efter at jeg havde lagt profilen ud, faldt jeg i snak med en dejlig mand, som var kommet til åben meditation på Tigerens Rede for første gang. Samtalen mellem os flød, og vi talte om Tigerens Rede og om min tilgang til tantra samt erfaring med det. Jeg havde min profil i tankerne og benyttede mig af de gode, klare formuleringer, jeg dér syntes, jeg havde fundet frem til.

Sidst på dagen modtog jeg en herlig sms fra manden. Det viste sig, han var kommet grundet min profil på netdating – havde fået lyst til at undersøge Tigerens Rede og evt. se, om han kunne møde mig på et mere anonymt plan.

Nu ville han gerne efter et dejligt møde invitere mig på date, hvor vi kunne drøfte, om vi skulle indlede en tantrarelation.
 

En helt anden historie

Relationen viste sig at blive berigende, lærerig og meget hjertelig for begge parter, og det faktum, at der var en aldersforskel på 18-19 år, var ikke væsentligt, fordi vi netop fokuserede på tantra. Senere fik han behov for at møde en partner, som var yngre, og som kunne indgå i rollen som både samboende kæreste og mor for hans hjemmeboende datter. Det tog vi selvfølgelig til efterretning – begge havde vi været meget glade for vores tantrarelation.

Men alt dette er naturligvis en anden historie.

Jeg vil anbefale alle, der tror, de er for gamle til at finde en tantrapartner, at tænke sig om en ekstra gang og at arbejde med at finde ind til det, som tantra egentlig handler om for dem. Det vil garanteret vise sig ikke at handle ret meget om alder, men om helt andre ting. Hvis arbejdet bliver gjort godt, er det min erfaring, at det kan give positive resultater!


Seksuel debut med sin tantrapartner

Det er ikke altid nemt som ung at begynde sin seksualitet, og det er heller ikke altid nemt at starte med tantra. Denne mand i 30’erne gjorde begge dele, i det han havde sin seksuelle debut i et tantraforhold som 25-årig - løsningen var en grundig forberedende afklaring.


Det kan være vanskeligt at profilere sig i forhold til en kommende tantrapartner. Man er vel nødt til at vise både velfungerende og problematiske aspekter af én selv, for at det bliver realistisk. Men skræmmer man så ikke bare potentielle partnere væk? Og hvad så hvis man er en ung mand, der slet ikke har haft sex før, er det så overhovedet muligt at finde en tantrapartner?

Denne mand indså, at han måtte tage udfordringen op for at vække hans seksualitet til live. Det handlede om at blive afklaret, og det lykkedes. Faktisk forestiller han sig i dag, at der måske slet ikke var opstået en åbning til seksualiteten uden tantra.
 

Et højere perspektiv

“Indtil jeg var 25, havde jeg ikke været i et eneste parforhold, og jeg havde heller ikke haft min seksuelle debut, hvilket jeg på mange måder opfattede som temmelig pinligt og et udtryk for fiasko. Alligevel lykkedes det mig overraskende hurtigt at finde sammen med en god kvinde, da jeg først blev klar over, at det var en tantrapartner, jeg havde brug for”, fortæller han.
 

Vendepunktet

Han havde i sit unge liv længtes mere og mere efter at være seksuelt sammen med en kvinde og savnede desuden den gensidige kærlighed. Men han følte sig samtidig mindre og mindre værdig til en partner, som tiden gik. Der skete bare ingenting i mange år.

Vendepunktet kom, da han begyndte i terapi hos en kvinde, der tilbød “Eksistentiel rådgivning”. Han kom, fordi han var nedtrykt, men hun foreslog ham at arbejde med meditation, kropsarbejde, selvudvikling og med Anne Sophies Jørgensens bog “Tantra. Sex, kærlighed og spiritualitet”. Det sidste blev en åbenbaring.

“Ved at læse om andre, der arbejdede bevidst med seksualitet og kærlighedsliv, blev det pludselig indlysende for mig, at min situation, hvor vanskelig jeg end syntes den var, ikke var en fejl, der skulle fjernes. Jeg var lige præcis dér i livet, hvor jeg skulle være. Livet var ikke sejlet fra mig, det var lige her, hvor jeg befandt mig, lige nu”, fortæller han.

Han uddyber: “Det afgørende var, at jeg fik løftet perspektivet på, hvad et parforhold skulle betyde i mit liv. I løbet af kort tid skiftede jeg fra at se et parforhold som noget, der skulle bekræfte og underholde mit ego til at se et parforhold som en læreproces. Først da jeg accepterede, at et forhold til en kvinde ville åbne for ting, jeg skulle tage ansvar for og lære af, blev det muligt for mig at tiltrække en partner. Man kan også sige det sådan, at det blev muligt for en kvinde at komme tæt på mig, fordi jeg var begyndt at tage ansvar for min subtile frygt for nærhed”.
 

Det første rigtige forhold

Den kvinde, han fandt sammen med, var 10 år ældre end ham, og hun blev den første kvinde, han havde et længerevarende forhold til. Det var samtidig intimt og kærligt.

De kunne tilbringe en del tid sammen, spise og snakke om alt muligt - samt meditere og elske. Det, der gjorde det kærligt og intimt, var den generelle følelse af tillid og frihed. Og respekten for hinandens proces. 

“Vi var sammen i fem måneder, længe nok til at jeg i mit indre oplevede en gennemgribende forandring. Ikke mindst på det fysiske plan kan jeg huske, hvordan min krop langsomt lærte at slappe mere og mere af i vores fysiske samvær – det var meget healende, og jeg er hende dybt taknemmelig”, fortæller han.
 

Forarbejdet er det vigtige

“Jeg er i dag overbevist om, at mit forarbejde - altså terapien og mit arbejde med selvudvikling - var afgørende for, at vi fandt sammen, og at jeg i det hele taget fik noget i gang med en kvinde. Dette arbejde foregik nok mest ubevidst og blev næret gennem meditation, afslapningsøvelser, bøger, kropsarbejde og øvrig selvudvikling.

Allervigtigst var det dog nok, at jeg fik kontakt med mennesker, der så anderledes på mit liv – og på livet i det hele taget – end jeg selv gjorde. Det hjalp mig til at løfte perspektivet og se på mig selv, på livet og på tilværelsen i et andet lys. Og selve denne åbenhed over for at livet kan rumme muligheder, som jeget ikke er i stand til at se, opfatter jeg som en vigtig del af processen med at tiltrække en partner”, slutter han.