Sådan er tantra for os!

  • Default
  • Title
  • Date
  • Random

Jeg ville ikke leve i solar plexus’ vold mere

Han havde ikke særlig god kontakt til sit hjerte, for hans solar plexus chakra stod i vejen. Vrede, angst og fysisk ubehag i mellemgulvet fyldte for meget, og det gik også udover lysten til sex. Han gik ind i et tantrasamarbejde for at få det løst og fik hævet centeringen fra solar plexus til hjerte - og mere lyst til sex
Denne mand havde for meget, der stod i vejen for at mødes med en kvinde: Solar plexus chakra, som repræsenterer det astrale, emotionerne og egoet, fyldte alt for meget, og det kunne mærkes helt fysisk som en skurren i det område, når det hærgede. Det tog pladsen fra hjertet og lysten til sex.

Men han ville ikke lade solar plexus bestemme mere. Han og hans partner besluttede, at de ville øve sig på at komme ud af det. Og de var enige om, at intet var for småt eller for pinligt til, at det kunne snakkes om og tages med ind i tantraen. Det var aftalen. På den måde fik han for første gang kærlighed i sit liv og lysten kom tilbage.

Du kan læse generelt om bevægelsen fra solar plexus til hjerte her:
Fra solar plexus til hjerte

Solar plexus stod i vejen for sex

Han kan f.eks. huske en situation, hvor han var meget vred, og solar plexus derfor fyldte rigtig meget. Det var engang, hvor hans tantrapartner kom på planlagt besøg. Han havde på det tidspunkt en generel vrede over sit liv, en vrede, som var ret uklar for ham. Da de skulle i gang med tantra, stod vreden i vejen, han kunne ikke. Det gjorde ham endnu mere vred - også på hende.

Situationen var paradoksal, for han ville gerne arbejde med sin vrede i sex, men samtidig blokerede vreden for, at de kunne have sex. Og det gjorde ham blot endnu mere vred.

“Jeg hopper ud af sengen, og går ind ved siden af og sidder og raser. Jeg er også vred på hende, og råber vist også af hende. Hun fortsætter bare med at ligge i min seng. En dejlig kvinde i min seng - og jeg kan hverken få gang i sex igang eller få min vrede flyttet. Det sværeste er faktisk, at jeg sidder der og skal bære min vrede alene. Hun ligger bare der og er lækker, og jeg er bare vred”, fortæller han og fortsætter: “Jeg har også rigtig meget lyst til at slå på et eller andet og går derfor løs på den gamle slidte sofa. Den får nogle tæsk. Det viste sig faktisk som en brugbar måde at arbejde med vreden på, for det lettede.”, fortæller han.

I en periode herefter arbejdede han videre med sin vrede i form af at få afløb eller udtrykke den ved at lade den gå udover ting, der alligevel skulle smides ud.

Kærlighed er at alt kan tages med

Så de fandt ud af at arbejde med det - dét at flytte centreringen fra solar plexus til hjerte: “I mødet med min tantrapartner havde jeg dybest set brug for at åbne mit hjerte. Og tantra var et godt sted at øve det. Det var mine første erfaringer af oprigtig kærlighed. Altså at alt kunne tages med. Vi snakkede tit om, hvordan vi havde det. Det, der virkede bedst, var inden sex at snakke om drømme, der handlede om sex og om hvilke chakraer, der var aktive eller ikke så aktive”, fortæller han. Disse snakke åbnede op for lysten til sex. Og så var det nemmere at have tantra bagefter.

Men han var stadig for meget i sit solar plexus og for lidt i sit hjerte. Der var en slags vægtstang mellem de to chakraer, en forhindring, som holdt kærlighedsevnen nede. Når emotionerne kom ind, gik hjertet ud.

Gør det alligevel

Han havde slet ikke lyst til mødes med sin partner, når han havde det skidt. Så ville han hellere sidde foran sin brændeovn og have aftenen for sig selv.

Men han tog sig altid sammen og mødte op til de aftaler, de havde. Og nogle gange vendte tingene.

“Sjovt nok forsvandt ubehaget i solar plexus som dug for solen, når lysten kunne trænge igennem. Og den opløsning af fastlåshed kunne så forplante og udfolde sig til andre chakraer. Både opad til hjertet, som jeg havde længtes efter, og nedad til hara og jordpunkt. Frydefuldt var det, når det lykkedes”, fortæller han.

Det kunne f.eks. ske, hvis de hørte musik, når de mediterede inden tantra. Så løsnede hårdknuden sig i solar plexus.

Ud af skyggen

Manden fik færten af, at man i tantra kan bruge sine chakraer som vejledende for ens aktuelle tilstand.

"Gør det ondt i maven, skal man jo ikke overhøre det og sige, at man føler sig fri. Man skal lytte efter. Jeg anede muligheden for, at jeg ikke behøvede at leve i mit solar plexus’ vold resten af mit liv, men at det var muligt at leve ud fra mit hjerte som et venligt og næstekærligt menneske. At kunne opnå det gennem tantra havde jeg ikke hørt om, før vi gjorde det. Men nu var det langt hen ad vejen blevet til virkelighed", fortæller han.

Mandens partner blev også glad. Det var en lettelse, at forholdet havde mindre energi bundet i solar plexus og i stedet havde mere flow i hjertet.

Der er ikke noget galt med emotioner

Han tænker idag, at der dybest set ikke er noget galt med solar plexus eller emotioner, man skal bare ikke sidde fast i dem. 

Og jo mere han fik åbnet sit hjerte, jo mere naturligt fik han det også med emotioner som vrede, angst eller misundelse, der jo kan køre rundt i solar plexus. Når emotionerne kommer, får de lov til at være der. Og det er nemmere at slippe dem igen.

Det skal ud gennem benene


For dette par er det ikke nok at have kontakt i kronechakra, hvis man ikke kan være sammen om praktiske opgaver eller komme ned i kroppen i samværet. Men samtidig har de haft en tendens til at hæve sig over disse ting. Det har været en tung, men også berigende proces at få et samarbejde i gang i de “lavere” chakraer, og nu handler det meget om rodchakra.

Da de første gang mediterede sammen, oplevede de begge, at der nærmest var en bjælke, som forbandt dem mellem kronechakraerne. Men alle de gode ting på “de øvre etager”, hvor det er en fryd at have kontakt, er dog ikke meget værd, hvis ikke de lavere aspekter er med. For “det skal ud gennem benene, det er ikke nok at sidde og meditere”, som manden siger.

Ikke desto mindre er det netop dette arbejde, som parret har haft vanskeligt ved: at komme nedad og være sammen om det, f.eks. i form af at udføre praktiske ting eller lave noget kropsligt ud over sex. De er dog kommet rigtigt godt efter det i de senere år og har fundet stor glæde i det.

Arbejdet nedad er nærmest foregået slavisk chakra for chakra, og nu handler det således om rodchakra.

Upraktisk forhold til hjælp

Selvom de helt fra starten oplevede, at de havde et potentiale i forhold til rodchakra, dvs. muligheder for samarbejde i dette aspekt af livet, var det ikke så let for dem. F.eks. havde kvinden svært ved at lukke manden ind i forhold til praktiske opgaver. Hun kan ellers godt have brug for hjælp til mange ting her, men i de første år kunne hun ikke så godt tage imod hans hjælp.

“Vi boede ikke sammen på det tidspunkt, men mødtes faktisk hver eneste dag, fordi vi boede 100 meter fra hinanden. Så vi var sammen om andet end bare meditation og tantra, blot ikke om hendes praktiske behov: Engang skulle hun f.eks. have en kasse ud i sin bil. Jeg tilbød at gøre det, men det ville hun ikke have hjælp til, hun ville gøre det selv. En anden gang skulle hun sende en pakke på posthuset, men ville ikke have, at jeg gik ned og sendte den, det ville hun bare selv. Sådan var det med alle især mindre praktiske ting, hun skulle have lavet”, fortæller han.

Rodchakraet var dog også et svært sted for ham, og det er et sted, de begge skal være opmærksomme.

Den energimæssige tilgang

Parrets evne til at kunne mødes i det meditative har dog vist sig at være ret anvendelig, da de ved hjælp af denne kontakt har kunnet se, hvor skoen trykkede.

Han kunne f.eks. i begyndelsen energimæssigt se, at hun havde problemer i harachakraet.

Når de mediterede, så han en slags stribet nederdel ned over hendes underkrop, som om der var klumper i energien. Det så han som problemer i hendes harachakra. Han ville gerne hjælpe hende med det og følte, han kunne, fordi kontakten til hans eget harachakra normalt flød på en god måde.

Tålmodighed skulle der til

Og det ville hun gerne have hjælp til.

“Jeg hjalp ved at være utrolig tålmodig omkring det seksuelle. Vi havde f.eks. flere møder, hvor vi ikke dyrkede sex, fordi hun ikke rigtig ville. Eller der gik lang tid den ene gang, inden vi kom til sagen. Eller hvis hun kun ville 5 min., og jeg ville 30 min., så blev det 5 min.”, husker han.

Han hjalp også på en anden måde i harachakraet: Han mente, han kunne se, hvordan hun “skulle tages”, når de mødtes, dvs. hvor grænsen den givne dag lå i hendes harachakra, om det f.eks. skulle være hårdt eller blødt.

Hun på sin side drømte, at hun så et bord helt dækket af væskefyldte flasker. Hun forstod drømmen sådan, at flaskerne repræsenterede opgaven med at få ryddet op i harachakraet. Og efter nogle år drømte hun igen om bordet, og nu stod der kun et enkelt glas tilbage med væske.

Hjælpen fra 8-tallet

De har ofte arbejdet - og arbejder stadig - med at løsne op for energien ved at lave en energiøvelse, der handler om at forbinde harachakraerne i et 8-tal, hvor man f.eks. forestiller sig, at der går en 8-tals-cirkulation mellem chakraerne.

Den øvelse har de tit lavet i forbindelse med sex: “Vi laver altid et 8-tal mellem et chakra, hvor der er god kontakt og derefter i et chakra, hvor der er mindre god kontakt. Jeg oplever, at hvis man kun fokuserer på de områder, hvor det er vanskeligt, så bliver det for svært at arbejde med det. Hvis man f.eks. har en rigtig god hjertekontakt, så letter det i tantraen, hvis vi begynder med at forbinde de to hjerter, inden vi går videre med hara, hvor kontakten kan være mindre god”, fortæller kvinden.

Ned i rod

Nu er det lykkedes dem at arbejde helt ned til rodchakra, og det er her arbejdet ligger lige nu.

Efterhånden går det bedre med det. De er blevet i stand til at være sammen om projekter på en god og konstruktiv måde og ovenikøbet hygge sig med det.

Manden oplever på sin side, at han er blevet mere aktiv i forhold til projekter med andre mennesker. Han bruger tid på opgaver, som han ikke tidligere havde tænkt var nødvendige.

“Vi mærker, at samarbejdet er blevet bedre, fordi de lavpraktiske ting nu fungerer fint. F.eks. fungerer det godt med vores samarbejde omkring rengøring og andre små praktiske opgaver i hjemmet. Vi har fået et samarbejde op at køre, som ikke tidligere fungerede”, slutter hun.

Sjælekontakt er ikke alt

Denne kvinde fortæller, hvordan hun og hendes mand fandt hinanden ud fra en stærk kontakt mellem deres kronechakraer. En sådan spirituel samhørighed lyder jo rigtig tantrisk, men den gav bagslag. De kom til at sløse med deres samarbejde på andre niveauer og tage hinanden for givet.

“Da min mand spurgte mig, om vi skulle danne par, reagerede hele mit energisystem. Det var, som om en overordnet instans blev aktiveret, og om natten drømte jeg adskillige drømme, som bekræftede relationen, bl.a. dét at hans intention var tantra, hvilket jeg også ønskede, og at vi ville undfange et dejligt barn”, fortæller kvinden.

I starten gik det godt

De havde på det tidspunkt kendt hinanden i nogle år og havde begge arbejdet intenst med selvudvikling, meditation og tantra i samme spirituelle regi.

Parret indledte relationen, og kvinden blev hurtigt gravid. “I den første del af relationen var der god proces og selvudvikling. Vi havde fokus på at turde være konfronterende og ærlige. Det var på mange måder en enkel og lærerig periode,” fortæller kvinden.

F.eks drømte hun i den periode, at hun kom længere og længere ned i sig selv. Først en drøm om at skulle ned over grænsen til Tyskland, senere en drøm om at være i Portugal, hvor hun nede i en skakt finder en urgammel kvinde, der sidder og mediterer. Og de var begge glade for graviditeten, ventede spændt på barnet og nød den begge.

Det skulle være så godt

I vores kultur kan parforholdsidealet ofte være, at der er overskud og flow i to aspekter: kærlighed og rodchakra, dvs. det materielle og dagligdagen. Men for dette par var det det sværeste. Da parrets datter kom til verden, ændrede situationen sig nemlig. Der kom øget pres på netop især hjerte- og rodchakra, dvs. dagligdagen, praktiske ting samt omsorg og kærlighed.

Kvinden beretter: “Vi var ikke enige om håndteringen af basale ting som vasketøj og madlavning. Overordnet kunne vi mødes om sådan noget som økobleer og økomad, men når min mand ikke lagde vores datter til at sove ‘til tiden’, blev jeg irriteret, og når jeg insisterede på, at babytøjet skulle lægges pænt sammen og ikke blot smides i en kurv, syntes min mand, at jeg var en hystade.”

Det var således emner, som alle småbørnsforældre oplever at støde sammen om. Men parret havde svært ved at få samarbejdet til at glide. “Vi blev vrede på hinanden. Vi var konfronterende og hårde, for den strategi havde tidligere fungeret. Vi overså, at der nu var brug for noget andet”.

En meditationsoplevelse ændrede det

Parret udviklede over nogle år nogle dårlige vaner. Deres hus blev mere og mere rodet, og tonen i deres samtaler kunne være hård og ukærlig. De sled på hinanden og vidste hverken, hvordan de skulle komme videre, eller hvorfor det var sådan.

En meditationsoplevelse kastede lys over situationen. Kvinden fortæller: “Vi sad over for hinanden og mediterede på vores kontakt i chakraerne. Over vores hoveder mærkede jeg sjov og glæde. Her var kontakten let og uproblematisk. Længere nede blev det vanskeligere og mørkere, og rodchakraerne oplevede jeg som en si, hvor al energien løb ud.”

Det handlede bla. om at være søde ved hinanden

Det gik op for hende, at de på grund af den overordnede kontakt var kommet til at tage hinanden for givet og havde sløset med at få et godt samarbejde i hverdagen. Hvorfor bruge kræfter på det, når de havde deres fine spirituelle kontakt?

“Vi følte os hævede over, at parforhold kræver arbejde, investering og pleje. Vi gjorde os ikke nok umage med at tale pænt eller være søde ved hinanden,” fortæller hun.

De forstod nu begge, at opgaven var at få deres gode spirituelle kontakt til at manifestere sig længere nede i energisystemet: i hjemmet (rodchakra), nærværet (hjertet) og tonen i samtalerne (halschakra).

F.eks. begyndte de at opprioritere positive emotioner for hinanden, simpelthen at have det rart og hyggeligt, selvom der måske var noget, de kunne være uenige om. De forsøgte ikke at gå for meget op i forskelligheder.

En lang periode med hårdnakket indsats vendte situationen til større glæde for den lille familie.

Du kan læse mere om kronechakra (og hara og hjerte) her:
De tantriske chakraer