Sådan er tantra for os!

  • Default
  • Title
  • Date
  • Random

Jeg flyder ud på en kæmpestor hval

Denne kvinde kan opleve æterisk energi i sex som mødet med en stor hval. Den giver tillid, kropskontakt og sammensmeltning med naturen. Efter mødet med hvalen føler hun sig mere blid og mæt i hverdagen, og det ændrer hendes meditation. Hemmeligheden er at være i det, som er.

Hun arbejder meget med krop og æterisk energi i sin dagligdag - også i meditation og tantra. Der er mange aspekter af æterisk energi i det tantriske arbejde, og et af dem er hvalen. Det er ikke noget, hun selv kan styre - lige pludselig er den der bare.

Effekten af mødet kan vare i flere dage - både i hendes stemningstilstand og i meditation. Hvalen er for hende et billede på kropslig hengivelse samt hengivelse til naturen og noget, som er større end hende selv. Det er et møde mellem hendes harachakra og spiritualiteten. Og essensen handler om at give fuldstændigt slip i tillid til, at hun og alt er helt, som det skal være.

“Jeg oplevede det så sent som i forgårs, hvor vi havner i en lidt sjov stilling. Min partner og jeg er i min seng. Vi har dyrket sex.  Han har taget mig bag fra - sådan kommer jeg lettest i kontakt med det instinktive på en kraftfuld og smuk måde - og så lader vi os falde baglæns om i sengen, så jeg ligger på ryggen oven på ham. Dér kommer jeg ind i det. Jeg er i mit harachakra, og jeg oplever, at jeg ligger på en kæmpestor hval, som jeg flyder ud i havet på”, fortæller hun.

Hvalens tilbud

Hvalen er et symbol, som hun har kendt i mange år. Der kan komme andre naturbilleder, f.eks. dyr, der parrer sig, men hvalen kommer ofte, når hun kommer ind i en slags flydende hengivelse. Hun forbinder den med det æteriske.
 
“Den er så stor, at jeg kan gå og gå på den uden at nå enden. Jeg kan glide rundt på den eller løbe flere km afsted på den.  Og jeg føler mig fri og glad. Den er et tilbud til mig om at hengive mig - og det føles let at hengive mig til den, måske fordi den er så meget større end mig. Det giver en enorm tryghed. Den flyder ud i et kæmpestort hav, og jeg forbinder billedet med det æteriske.”

Hun fortsætter: “Når jeg hengiver mig til den, bliver jeg ét med den. Jeg smelter sammen med naturen og føler, at mit fysiske går lidt i opløsning. Det er en ny måde at mærke det æteriske på for mig - altså at det æteriske kan føles som en hengivelse til noget større end mig selv - og som en sammensmeltning fyldt med kropslighed og samtidig fysisk opløsning”, konkluderer hun. "Dér fra er det let for mig at åbne også mit hjerte og mit krone chakra, og derfor føles det faktisk, som om mødet med hvalen også er et møde med det spirituelle."

Hvalen gør hende blid

Hun kan ligge i den tilstand meget længe, og effekten kan vare i flere dage, hvor hun føler sig mæt og tilfreds, mere i sin krop, mere uemotionel samt blid og medgørlig.

Mætheden giver hende også en anden slags 'frihed' forstået på den måde, at hun ikke går rundt og hungrer efter sex med det samme igen. "Ikke fordi jeg ikke sætter pris på sex. Men da min partner og jeg ikke har mulighed for at mødes så tit, er det praktisk at sørge for at blive godt mæt, når vi er sammen. Den mæthed, som kommer af sex, hvor f.eks. hvalen er med, varer længere. Jeg føler mig smuk og kvindelig, mæt og mere afslappet. Og kontakten generelt til både hara, hjerte, krone - og det æteriske - er lettere for mig at bevare i hverdagen."

Højere gevinster

“Det gør helt klart noget ved min meditation. Det bliver nemmere for mig at komme ind i tomheden, som jeg opfatter som en af mange grunde til, at jeg mediterer. Når jeg i dagene efter et møde med hvalen sætter mig for at meditere og har en plan med meditationen - der er f.eks noget bestemt, jeg vil arbejde med eller kigge på i meditationen - så kan det blive fejet af bordet med det samme af den dér kontakt til den æteriske energi. Min bevidsthed søger straks ind i en hvilende, mættende tilstand, og så er jeg bare dér. Og det oplever jeg som tomhed”, fortæller hun.

En ny måde at arbejde på - uden arbejde

Disse erfaringer får hende til at konkludere, at mødet med det æteriske faktisk er en ny måde at arbejde på, i hvert fald for hende, men måske også for mange andre selvudviklere: "Mange mennesker knokler jo i årevis med at analysere, forstå sig selv og rense ud i fortiden i håbet om at ende som et nyt og lykkeligt menneske. Undervejs tror mange, at de skal lave om på alt det, de dybest set er for at være gode nok. Men vejen frem er måske at lære at være i stedet for at gøre. I mødet med det æteriske er det sådan for mig. Når jeg hengiver mig til dét, som er, får jeg noget, jeg ikke har bedt om. Det føles faktisk som at blive velsignet - i en velsignelse gør du jo heller ikke en hel masse, du tager bare imod, idet du hengiver dig. 

Det er den naturlige tilstand, og når man er dér, får man, hvad man har brug for. Her ligger et område af livet, en dyb viden, som alle kan gå ind i, helt gratis og få en langt større og vedvarende tilfredshed - det gælder måde selvudviklere og alle andre”, slutter hun.

Musikken strømmer igennem min krop

Denne mand møder ofte det æteriske i seksualiteten og i arbejdet med energi. Det kan føles som musik i kroppen, som at have naturen inden i knoglerne eller “blot” som livsglæde. I seksualiteten kan han opleve det som at springe ud i en varm flod og stige op igen. Men det æteriske er ikke noget, man kan beslutte sig for at opleve - det åbner sig selv. Og det har bl.a. ændret hans syn på orgasme.

Han har gjort sig en del erfaringer med det æteriske gennem sit arbejde med energi og tantra. Han har dog altid haft en god kontakt til det æteriske i form af en evne til at blive ét med naturen. Men først da han begyndte at arbejde bevidst med selvudvikling og tantra, blev han klar over, at denne evne handler om kontakt til den æteriske energi.

Han kan opleve det som vibrationer, som en sitren eller som healingsenergi. Det kan risle ham ned ad ryggen, og hårene rejser sig af velvære. Det er som at have musik eller natur i sig. 

Hans erfaring er, at det æteriske ikke er noget, man blot kan “bestille” en oplevelse af eller beslutte sig for. Det kommer af sig selv, hvis man stiller sig til rådighed.

Det har ændret hans og partnerens syn på orgasme: Hans kvinde kan f.eks. bedre kan tage imod hans orgasme og opleve den som healingsenergi.

En større, men ikke altid behagelig oplevelse af kroppen

“Når du vågner efter en middagslur og registrerer din krop i de første minutter, der går, indtil dine tanker griber fat i noget, som du skal i gang med at gøre: dér opleves det. Det er denne sitren af energi, før du bliver fanget ind af noget mentalt, som jeg kalder æterisk energi. Din krop kan føles levende på en helt bestemt måde”, beskriver han.
'
Han fortæller, at æterisk energi også kan opleves som noget ubehageligt, noget der er 'for meget': “Det kan føles, som om min krop ikke kan rumme den energi, der er, og det smerter i alle mine led og muskler - som om der ikke er plads til energien. Den kan ikke være der. Og så kan kroppen ikke slappe af eller vibrere på en tilstrækkeligt levende og livskraftig måde”, fortæller han.

Fryd og opmærksomhed

Oftest mærker han dog det æteriske som noget frydefuldt i kroppen. Gennem dans kan han f.eks. komme i kontakt med sin krop på en ny måde, der skyldes det æteriske, eller som ER det æteriske. Musikken strømmer igennem kroppen. Det risler ned ad ryggen, og hårene rejser sig.

Eller en morgenstund, hvor sollyset strømmer gennem bladene, og træerne kan føles helt ind i knoglerne. Her er det æteriske ren velvære.

Forudsætningen for disse oplevelser er dog, at han er opmærksom på sin krop på en “kærlig og meditativ” måde. Uden den opmærksomhed oplever han ikke det æteriske, selvom det jo nok alligevel er til stede. Det sker f.eks., når han er for mental, dvs. for optaget af tanker og forestillinger.

“Opmærksomhed er afgørende, og der er nogle situationer, som virker stimulerende på opmærksomheden, og det er det vigtigste. Det er ikke selve situationen. Du kan få healing, hvor du intet mærker. Selve healings-situationen kan være nok så stimulerende, men hvis du er mentalt lukket, hjælper det jo ikke”, fortæller han.

Nyt syn på orgasme

Hans større bevidsthed omkring det æteriske giver en ekstra gevinst i seksualiteten: Han får mere opmærksomhed på sin orgasme, og kvinden oplever somme tider at blive healet af hans orgasme og den æteriske energi, der ligger i den.

“Vågenhed giver en bedre strømning imellem os, så vores møde bliver stimulerende. Nogle gange kan det energimæssige samarbejde være bedre end andre gange. Men min oplevelse er, at hvis mandens orgasme bliver mere fri og strømmende, så kan kvinden bedre tage imod hans orgasme frem for at ligge og jagte sin egen. Ja, faktisk somme tider nøjes med hans orgasme. Der er en kæmpe healingsenergi for en kvinde i at modtage mandens orgasme”, fortæller han om sine og partnerens erfaringer og uddyber, at det selvfølgelig lige så godt kan være omvendt.

Æterisk energi og seksualitet

“Jeg vil sige, at seksualitet ER æterisk energi. Før jeg kom ind i det æteriske på den måde, som jeg er nu, oplevede jeg min seksualitet med en astral tone af billeder, fantasier og begær.  Nu oplever jeg den gennem den æteriske vibration i min krop. Eller rettere: Min seksualitet bygger nu på at kombinere kontakten til jordpunktet og kræfterne dér nede med en æterisk vibration i kroppen.”

Find din vej

“Hvis du vil undersøge det æteriske, må du spille på alle strenge: haven, vinden, vinterbadning, sauna, musik, mad… find din vej!”, afslutter han.

Sanselig sex i sneen

En mild og kold vinterdag på vandretur fik hun pludselig lyst til at dyrke sex i sneen. Det blev meget sanseligt og anderledes. Der var en større og anderledes oplevelse af hende selv og omgivelserne. Hun tænker idag, at det var naturen, der tændte hende - og virkede - gennem den æteriske energi.

Hun var på en almindelig vandretur med sin partner. Det var en kold vinterdag med et fint lag sne over det hele. Pludselig tændes hendes seksualitet: Harachakraet mærkes tydeligt, og det begynder at boble. Han mærker også lysten stige, og de dyrker sex i sneen. Det bliver en kraftfuld og anderledes oplevelse. Hun mærker kontrasterne og omgivelserne kraftigere end ellers og mærker desuden nogle specielle energilag.

Dengang koblede hun ikke oplevelsen til det æteriske, men hun tænker i dag, at det handlede om det. At seksualiteten blev vakt ved hendes krops æteriske kontakt til naturen. Og at hun i den sexakt var åben overfor det æteriske energilag, som er mere end det fysiske.

Maskulin kraft i vandrestøvlerne

“Vi går med afstand til hinanden. Jeg går forrest og nyder at være ude i naturen sammen med ham. Jeg elsker, når min kæreste vil gå tur med mig. Den maskuline kraft, der ligger i ham, når han tager vandrestøvler på og traver med mig gennem skoven. Jeg bliver glad om hjertet, sanser den fine rene sne og nyder at indånde den klare og friske luft", fortæller hun.

Hun fortsætter:

"Vi går på en sti, som ikke er prepareret, og på grund af sneen føles det, som om vi går midt i skoven tæt omslynget af træer. Pludselig får jeg kontakt med mit harachakra, jeg mærker det tydeligere, og det begynder ligesom at boble. Mine kønsorganer rører på sig. Jeg får lyst til sex. Jeg lader energien fylde og tror nok, jeg når at tænke, om det mon kan lade sig gøre her midt i skoven på en snefuld frostdag“.

“Jeg stopper op, venter til min kæreste indhenter mig, men siger ingenting. Jeg kysser ham. Ikke bare sådan let og hurtigt, men dybt, inderligt og i lang tid. Jeg lader ham forstå og mærke, at jeg har lyst til ham. Energien mellem os vokser, og jeg mærker, at jeg bliver våd. Jeg undgår at snakke – vil ikke bryde energien, så jeg kigger mig omkring i skoven uden at sige, hvad jeg har i tankerne”, husker hun.

De elsker midt i sneen

Hendes kæreste tager sin jakke af, så hun kan ligge på den i sneen. Det er koldt for den del af hendes krop, som ikke har noget underlag, men snart har hun andet at tænke på:

“Dér midt i sneen elsker vi. Jeg husker, at jeg kigger op i træerne, som er hvide af sneen. Det er smukt, og luften er helt ren og klar, fyldt med en vibrerende energi, som, jeg tænker, er den æteriske energi. Kun kulden får os hurtigt på fødderne efterfølgende, så vi kan pakke os ind igen. Vi går i stilhed hjemad med en stærk hjertekontakt. Mætte og tilfredse - og med et lille smil på læben”, fortæller hun.

Kontrasterne var større

Undervejs i sexakten havde hun en følelse af at mærke kontrasterne meget kraftigere end ellers: kontrasterne mellem den friske kolde luft og den varme krop inde under tøjet - og mellem den fine, hvide sne og deres tøjs mørkere farver. Det stod meget skarpt, oplevedes meget kraftigt.

“Den heftige oplevelse af kontrasterne er egentlig svær at beskrive, men det var sådan, det var. På en god måde. Jeg tror, det er en af de kvaliteter, der knytter sig til en mere bevidst oplevelse af det æteriske - at man oplever alting kraftigere - som f.eks. de naturlige kontraster. Og en stærkere oplevelse af kontrast er i det her tilfælde selvfølgelig noget godt, det var rigtig fedt”, fortæller hun.

Det æteriske gør det mere intenst

Hun tænker også, at der var tale om en æterisk oplevelse, fordi det hele var så intenst:

“Det var mere vibrerende, mere levende, mere pulserende og vitalt, end når jeg ellers dyrker sex”, fortæller hun, "det var som om, der ud over cirkulation og samarbejde mellem vores fysiske kroppe også var et æterisk samarbejde – både mellem os, men også mellem os og naturen".

Og hun tænker, at det simpelthen var naturen, der havde vakt hendes seksualitet gennem det æteriske. Naturen har en meget kraftig æterisk energi, især når den ikke er så passet og plejet. Og på denne snefyldte dag var det, som om renheden og stilheden gav skoven ekstra meget af det. På en måde føltes det, som om hendes egen æteriske energi sansede skovens æteriske energi – hvilket vakte hendes seksualitet.

Flere slags energi

“Det var, som om der var flere slags energi til stede. Jeg oplevede bl.a. en energi, som rakte ud over det kropslige og fysiske”, husker hun. ”Det var, som om noget ”tog” mig – jeg blev revet med af noget, som var råt og fint på samme tid”. 

Hun var simpelthen “ude i det æteriske”, havde åbnet sig for det lag i auraen, hvor fra man mærker naturen og kroppen ekstra meget.

Hendes erfaring er nu, at hun ikke behøver at vide, hvad det æteriske er for at arbejde med det. Det er ikke noget, hun føler, hun kan indfange - hun prøver blot at åbne sig for det - for at gå ind i det.

Og øvelsen er nogle gange at sætte tempoet ned, trække vejret dybt og give opmærksomhed til sanserne. Særligt til alt det som kan sanses fra naturen og omgivelserne.